Forbund: Slut med Danisa-småkager på landsholdstrøjerne

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Badminton Danmark har tilsyneladende givet det største offer i småkagekonflikten, hvor fem spillere frem til onsdag var smidt af landsholdet.

Formand René Toft fortæller, at småkageproducenten Danisa ikke kommer til at have sine småkager på landsholdets trøjer i fremtiden.

- Det er vores offer i at nå en løsning med spillerne.

- Jeg vil faktisk ikke engang kalde det et offer, det er en pragmatisk løsning, siger René Toft.

Badminton Danmark indgik forud for det igangværende Sudirman Cup en sponsoraftale med Danisa, men det skabte problemer, da Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Mathias Boe o g Carsten Mogensen har individuelle sponsoraftaler med Danisas konkurrent Kjeldsen Cookies.

I spillernes aftale findes en klausul om, at spillerne ikke må reklamere for en konkurrent til Kjeldsen Cookies.

Badminton Danmark anså klausulen for at være et brud på en kollektiv landsholdsaftale, som er indgået med Spillerforeningen.

Og da de fem spillere ikke ville bringe deres individuelle sponsorkontrakter i overensstemmelse med den kollektive aftale, blev de smidt af landsholdet før Sudirman Cup.

René Toft fortæller, at forholdene nu vil blive bragt i orden, så spillerne atter kan repræsentere Danmark i fremtiden.

- Vi får de kontraktlige forhold, som spillerne har betinget sig i forhold til den kollektive aftale, på plads, og vi går ikke ud og laver et sponsorat, der konflikter med deres.

- De bringer deres ting i orden, og vi undlader at gøre nogen ting, siger formanden.

Mathias Boe oplyste mandag, at de fem spillere ikke har fjernet den omstridte klausul fra deres sponsoraftale med Kjeldsen Cookies. Badminton Danmarks formand, René Toft, forventer dog, at det vil ske.

Spørgsmål: Er spillernes klausul ikke fortsat i uoverensstemmelse med landsholdsaftalen?

- Jo, hvis de holder fast i den ordlyd, som de angiveligt har, siger René Toft og slår fast, at forbundet ikke har haft adgang til spillernes kontrakter med Kjeldsen Cookies, så han kender ikke klausulens nøjagtige ordlyd.

- Der skal tilføjes, "undtaget landsholdsaktiviteter" i kontrakten, siger formanden.

Spørgsmål: Mathias Boe siger, at klausulen ikke er ændret?

- Det er den ikke for nuværende.

Spørgsmål: Men det skal de gøre eller hvad?

- Vi har gensidigt forpligtet hinanden på, at man bringer sine kontrakter i overensstemmelse med den kollektive aftale. Den siger, at deres sponsoraftale ikke må konflikte med landsholdsdragten, siger Rene Toft.

- Det får de rettet til nu. Det har vi fuld tillid til, fastslår formanden.

Mathias Boe ser tilsyneladende lidt anderledes på det, for han har ikke tænkt sig at ændre i klausulen.

- Det, ved de godt, ikke sker.

- De forventer, at vi kan spille med badmintonforbundets sponsorer, og det vil vi også kunne. Vi har forpligtet os til at spille med forbundets sponsorer, siger Mathias Boe.

Spørgsmål: Det tyder på, at I spillere så har fået at vide, at forbundet ikke i fremtiden indgår sponsoraftaler for landsholdet med Danisa?

- Det vil man måske sige, hvis man lægger to og to sammen, men det kan jeg ikke vide. Det er ikke mig, der laver forbundets sponsorkontrakter. Jeg spiller badminton. Hvem, Badminton Danmark laver sponsorkontrakter med, er deres sag, siger Mathias Boe.

Noget tyder på, at Danisa alligevel kommer til at spille en rolle som sponsor i badmintonforbundet i fremtiden.

Formand René Toft fortæller, at Danisa har andre produkter, der kan komme i spil på landsholdstrøjerne.

- Danisa er på banen som sponsor for os i fremtiden. De har mange produkter, og de var også ved at byde ind med noget andet før Sudirman Cup, men der var det for sent.

Spørgsmål: Så I kan lave en sponsoraftale for landsholdet med Danisa, hvor det så ikke er et småkageprodukt?

- Ja, siger formanden.

Danisa er i 2015 blevet en stor spiller inden for dansk badminton med sponsorater af Super Series-turneringen Denmark Open, samtlige landstrænere samt de to topspillere Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus.

/ritzau/