Foredrag om italiensk renæssance på Koldinghus

Lige nu giver Museet på Koldinghus besøgende mulighed for et fascinerende besøg i Leonardo da Vincis værksted: 65 store modeller af køretøjerne, flyene, skibene, pumperne, våbnene og maskinerne fortæller om bredde og genialitet i Leonardo da Vincis opfindelser – udførligt forklaret ved hjælp af hans egne tegninger, tekst, billeder og computeranimationer.

I tilknytning til udstillingen kan interesserede mandag den 24. marts høre mere om renæssancen og Mediciernes betydning for Firenze.

For hvorfor var det lige dér - i Firenze - at Renæssancen fik sit arnested? Og hvorfor var det med så stor styrke, at det nye verdensbillede vendte op og ned på den vante livsanskuelse?

En af forudsætningerne for den nye brydningstid var, at lande og riger ikke længere nødvendigvis blev styret af folk født til privilegier, men i lige så høj grad af erhvervsfamilier. Foredraget ser nærmere på en af Renæssancens mest indflydelsesrige familier, familien Medici, som med dygtighed arbejdede sig op til at blive blandt Europas mest indflydelsesrige.

Derudover vil han også fortælle om den fine kunst, som Medicierne bekostede, for uden dem havde Europa næppe kendt Leonardo da Vinci, Michelangelo og Donatello.

Foredragsholder René Juul er magister i filosofi og underviser ved landets Folkeuniversiteter i kunst- og kulturhistorie og driver til daglig Kulturspillet i Danmark.

Foredraget finder sted på Museet på Koldinghus fra klokken 16-17.45. Tilmelding er nødvendig til Folkeuniversitetet i Odense.

 

Dagens Gossip