Forhadte sten vil sørge for nyt Tour-drama

Skrevet af admin

07/07/2015

Mest læste i dag

Mange cykelryttere hader dem. Ingen synes, de er specielt morsomme at køre på. Men de er der, og alle er enige om, at de er en vigtig del af cykelsportens historie.

Det handler om brosten. Og på tirsdagens 4. etape skal syv brostenspavéer igen sætte et markant aftryk på Tour de France.

- Du kan ikke vinde Touren på brostenene, men du kan helt sikkert tabe tid, siger Treks sportsdirektør Kim Andersen.

Sidste års møde med de forhadte nordfranske markveje blev uhørt dramatisk. Ikke blot fordi regn og blæst forvandlede etapen til et mudderbad.

Men især fordi den forsvarende mester, Chris Froome, styrtede og udgik på etapen, og Alberto Contador tabte to et halvt minut til Vincenzo Nibali, der opildnet af sin blændende brostenskørsel var urørlig på resten af Touren.

Siden er den cykelteknisk noget akavede Froome blevet skudt i skoene, at han ikke kan køre på det aparte underlag, men det er nu temmelig uretfærdigt, fordi englænderen udgik, allerede inden han nåede frem til brostenene.

I dette års Tour, hvor Froome allerede har erobret den gule trøje, har han anstrengt sig for at udstråle, at han ikke er bange for den udfordring.

- Det var ikke brostenene, der slog mig ud sidste år. Jeg så ikke en eneste brosten. Med de folk, vi har, vil jeg blive rigeligt beskyttet. Jeg glæder mig faktisk til den etape, siger Froome.

Det gør Contador næppe efter ydmygelsen sidste år. Det er så langt fra den spanske bjergrytters terræn, men han har forberedt sig omhyggeligt og havde tre dage før Tour-starten sine holdkammerater med ude på seks af de syv pavéer.

- Jeg har en fornemmelse af, at det bliver positionskampen, før vi når ind på brostenene, der bliver det hårdeste, siger Contadors danske hjælper Michael Valgren.

- Brostensstrækningerne er ikke så lange, og man kommer ind på dem med så meget fart, at de første par hundrede meter hurtigt er overstået. Alligevel skal det dog nok blive en hård dag, for det er den længste etape i Touren, siger han.

Der venter 223 kilometer fra Seraing i Belgien til Cambrai i Frankrig. Meget tyder på, at vejret bliver noget mere spiseligt end sidste år, men lette ryttere som Contador, Nairo Quintana og Joaquim Rodriguez vil utvivlsomt få problemer med at følge med.

- Det er lidt en anden etape i år, med den bliver meget dramatisk ligesom sidste år, forudser Kim Andersen.

- Hvis vejret er godt, bliver det noget mindre farligt, og formentlig bliver der ikke helt så stor forskel på rytterne som sidste år. Men nogle af klassementrytterne kan godt tabe et minut eller to, siger Kim Andersen.

/ritzau/