Forlystelsespark åbner rutsjebane med vilde loops

Den 26 april åbner forlystelsesparken Liseberg i Göteborg i Sverige op for den nye sæson.

Allerede i begyndelsen af 2013 startede byggeriet af en helt ny rutsjebane, og Helix, som rutsjebanen kaldes, meldes klar til sæsonåbningen. Helix er forlystelsesparken Lisebergs største investering nogensinde, og den slår også alle rekorder, når det gælder kombinationen af højde, fart, hældning og sug i maven.

Ambitionerne har været tårnhøje under arbejdet med at ideudvikle,tegne og bygge et helt nyt fartmonster af en rutsjebane. Målet er at skabe en af verdens vildeste rutsjebaner.

- Med Helix har vi vendt op og ned på alle traditionelle standarder og har skabt en bane, der er mere begivenhedsrig end nogen anden bane i verden, siger Andreas Andersen, administrerende direktør for forlystelsesparken Liseberg.

Nyhed med mavesugsgaranti

Helix er både længere og hurtigere end nogen af parkens øvrige– turen strækker sig over 1,4 kilometer og varer over to minutter. Under turen får du ikke bare en men hele to adrenalinfremkaldende tyngdeændringer med 4,3 i G-krafter.

Desuden har Helix tre bakker med ”frit fald”, som gør, at du svæver vægtløst med en hastighed op til 100 kilometer i timen.

Helix er placeret på østsiden af parken og slinger sig over bjerget og de høje trætoppe. Årets sæsonåbning byder derfor på et trækplaster udover det sædvanlige, og Liseberg er selv stolt over at kunne præsentere sin nyeste kronjuvel til samlingen af attraktioner.

- Helix har ganske enkelt lidt mere af det hele. Vi er glade for, at vi kan byde sæsonens gæster på en attraktion i verdensklasse, siger Andreas Andersen.

Den nye sæson starter den 26. April.

Om Helix:

- Tophastighed: 100 kilometer i timen

- Makshøjde: 52 meter

- Banens længde: 1,38 kilometer

- Varighed: 2 minutter og 10 sekunder

- Launcher (acceleration): 2 styk

- Vægtløshed: 3 gange

- Op- og nedkørsler: 7 gange

- Tog: 3 stk. med plads til 20 personer i hvert togsæt

- Kapacitet: 1.350 personer i timen

- Leverandør: Mack Rides

- Investering: 200 millioner svenske kroner

- På række 10 i hvert tog findes det såkaldte ”Big Boys-seat” til gæster med behov for ekstra plads.

 

Dagens Gossip