Forsvarer: Historisk hackerangreb minder om graffiti

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

- Jeg vil sige, at jeg er uskyldig, men det er måske for sent.

Sådan siger den svenske superhacker Gottfrid Svartholm Warg onsdag middag i Østre Landsret, efter at et enigt nævningeting netop har kendt ham skyldig i danmarkshistoriens største hackersag.

Dermed er det ganske rigtigt for sent at overbevise retten om sin uskyld. Nu handler det kun om, hvilken straf 30-årige Warg skal idømmes.

Anklagemyndigheden mener, at byrettens dom på tre og et halvt års fængsel er for mild, men ifølge Wargs forsvarer, Luise Høj, bør straffen gøres væsentligt kortere.

- Jeg mener ikke, at min klient bør straffes med mere end et års fængsel, siger hun.

Både landsretten og byretten har kendt Warg skyldig i et storstilet hackerangreb på personfølsomme registre hos statens it-leverandør CSC.

Der blev stjålet oplysninger fra flere offentlige registre - herunder CPR-registret, politiets kriminalregister og det såkaldte SIS-register over internationalt efterlyste personer.

Ikke desto mindre mener Luise Høj, at forbrydelsen kunne være væsentligt grovere.

- Forbrydelsen kan sammenlignes med graffiti. Min vurdering er, at det nærmeste, man kommer på et motiv, er spænding. Der er tale om personer - nogle internetnørder - der ønsker at udfordre deres egen tekniske formåen, siger advokaten.

Hun mener i øvrigt ikke, at skadevirkningerne af angrebet er så slemme, som anklagemyndigheden forsøger at gøre dem til.

- Ville det ikke være værre, hvis oplysningerne var skaffet for økonomisk vinding? Ville det ikke være værre, hvis alle oplysningerne var blevet slettet. Eller hvis de var blevet brugt til identitetstyveri?, spørger hun.

Østre Landsret afsiger dom i sagen onsdag eftermiddag.

/ritzau/