Det danske U21-landshold i fodbold må undvære Frederik Sørensen i lørdagens kamp mod Tyskland ved EM i Tjekkiet.
Midterforsvareren blev lårskadet i Danmarks 2-1-sejr over Tjekkiet onsdag, og han når ikke at blive klar til kampen mod de tyske EM-favoritter.
Det fortalte landstræner Jess Thorup fredag aften på et pressemøde i Eden Arena i Prag.
Frederik Sørensen, der er ejet af italienske Juventus, stod over ved træningen torsdag, og ved træningen fredag formiddag luntede han lidt rundt for sig selv.
Danmark fører gruppe A efter sejren over tjekkerne. Tyskland skuffede med 1-1 i den første kamp mod Serbien.
Danmark skal på tirsdag møde serberne i den sidste kamp i gruppen.
De to bedste hold i gruppen går videre til semifinalerne og kvalificerer sig samtidig til OL i Rio næste år.
/ritzau/