Fremtidsfuldmagter skal styrke dementes rettigheder

Skrevet af admin

06/01/2015

Dagens topnyheder

Det skal være nemmere for pårørende at få en fuldmagt fra deres familiemedlemmer, som er ved at blive ramt af demens, og samtidig skal demensramtes ret til selvbestemmelse styrkes.

Derfor vil regeringen nu indføre såkaldte fremtidsfuldmagter, skriver Kristeligt Dagblad.

I et nyt lovforslag, som blandt andet bygger på en anbefaling fra Europarådet, gives der nu mulighed for, at man på forhånd kan udpege en eller flere personer til at varetage ens interesser

Det skal ske, før man skulle blive ramt af demens eller en anden sygdom, der kan påvirke evnen til at træffe egne beslutninger, som eksempelvis at styre en økonomi.

- Vi synes i regeringen, at det er helt rimeligt, at man som individ kan træffe beslutningen om fuldmagt, inden man reduceres af en demenssygdom.

- Særligt med nyere viden om sygdommens konsekvenser, helbredelsesmuligheder og mangel på samme er det blevet stadig mere relevant, siger retsordfører for Socialdemokraterne Trine Bramsen.

Og netop den mulighed er både glædelig og længe ventet, lyder det fra direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen. For som lovgivningen ser ud i dag, kan det være svært for demensramte og pårørende at sikre sig ordentligt på forhånd.

- Vi har desværre længe oplevet problemer med de tidligere generalfuldmagter. De har været meget indviklede og er blandt andet derfor ofte ikke blevet godkendt i banker og lignende.

- Hvor demente og pårørende ellers troede, at man havde forberedt sig grundigt, men hvor det ikke slog til. Derfor er det nye lovforslag meget glædeligt, siger han.

Nis Peter Nissen peger på, at forslaget åbner for, at det nu bliver langt lettere for demensramte at træffe beslutninger om deres eget liv, inden de risikerer at blive så hårdt ramt af sygdommen, at det ikke længere er muligt.

Ved at lave en fremtidsfuldmagt kan man derimod bestemme på forhånd, hvem der skal have myndighed til at kunne hæve fra en bankkonto eller henvende sig på kommunen i stedet for én selv, når man selv ikke længere er i stand til det.

/ritzau/