Fuglsang tager kaptajnrollen før bjerget i Oman

Skrevet af admin

20/02/2015

Dagens topnyheder

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang ser ud til at indlede sin 2015-sæson stærkt.

Særligt hvis han slår til på fredagens hårde afslutning i etapeløbet Tour of Oman og lever op til den kaptajnrolle, han har givet sig selv før fredagens etape.

- Jeg regner med, at jeg vil blive kaptajn for den samlede stilling. Måske sammen med Andrei Grivko. Vi får se, hvordan det går, og om han kan give den fuld gas på bjerget, siger Jakob Fuglsang til cyclingnews.

Danskeren er lige nu nummer 10 i løbet med et tidstab på kun 10 sekunder til den førende schweizer Fabian Cancellara (Trek). Holdkammeraten Andrei Grivko er på ottendepladsen i samme tid som Fuglsang.

Deres Astana-holdkammerat Vincenzo Nibali var løbets forhåndsfavorit, men han er 56 sekunder efter Cancellara inden fredagens hårde etape.

På den 189 kilometer lange etape til det såkaldte "Green Mountain" fredag slutter rytterne af med en opstigning på 5,7 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10. Særligt den sidste kilometer med en stigning på 13 procent gør ondt på rytterne.

Jakob Fuglsang sæsondebuterer i Oman, og han kan godt mærke, at det gør ondt i benene.

- Jeg kan godt mærke dem, men det er nok også på grund af varmen.

Ikke desto mindre er han glad for at være med fremme i sit første cykelløb i 2015.

- Jeg vil forsøge at gøre mit bedste for at holde mig i toppen. Generelt tror jeg, at jeg kan klare bjerget lidt bedre end Grivko, men han er også i god form for tiden. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, og forhåbentlig slutter jeg også i toppen på etapen, siger han.

Også Matti Breschel (Tinkoff-Saxo) er med i løbet i ørkenstaten.

/ritzau/