Fynsk medarbejder renset i gyllesag

Kristelig Fagbevægelse har vundet en principiel sag ved Retten i Odense. En dom fastslår, at en arbejdsgiver skal give instrukser om, hvor dennes beføjelser går til.

Sagen startede, da en næsten 50 tons tung gyllevogn havnede i en grøft.

Der var ikke en ledig chauffør i firmaet til at tage denne gylletransport, og kørselslederen fik en chauffør fra en anden vognmand til det. I et tidligere tilsvarende job havde det nemlig været en normal procedure for ham at trække chauffører fra andre vognmænd ind, hvis der var behov for det.

Men denne arbejdsgiver på Nordfyn bortviste ham for at have overskredet sine kompetencer, fordi han ikke havde tilladelse til at lave aftaler med chauffører, der ikke var ansat i firmaet.

Kristelig Fagbevægelse har nu vundet sagen. Den blev afgjort af tre dommere, og Kristelig Fagbevægelses modpart i retten var en advokat fra DI. Dommerne lagde til grund, at kørselslederen havde handlet i god tro og ikke i strid med instrukser fra arbejdsgiveren, da han slet ikke havde givet ham instrukser om, hvor langt hans beføjelser gik. Medarbejderen, der var funktionæransat, fik af retten tilkendt knap to måneders løn i kompensation.

Kristelig Fagbevægelses advokat i sagen, Henning Friis Overgaard, understreger, at det principielle i sagen er, at det er en arbejdsgivers pligt at give præcise instrukser om, hvad en medarbejder har af beføjelser, og hvor grænserne for, hvad man må og ikke må, er beskrevet præcist.

Foto: Colourbox.com (Modelfoto).

 

Dagens Gossip