Gælden i eurolandene falder for første gang i syv år

Skrevet af admin

22/01/2014

Dagens topnyheder

De 17 eurolande betaler af på statsgælden. Den samlede statsgæld i euroområdet er faldet fra 93,4 procent af bruttonationalproduktet (BNP) i andet kvartal til 92,7 procent i tredje kvartal.

Det viser nye tal fra EU's statistiske kontor, Eurostat.

Europaanalytiker i Danske Bank Frank Øland siger, at det er første gang siden 2007, at statsgælden i euroområdet under et falder.

- Statsgælden faldt i både Tyskland, Frankrig og Italien - de tre største eurolande. Det er dog ikke alt, der er munter læsning. I Grækenland steg statsgælden på bare et kvartal med tre procent af BNP, siger Frank Øland i en skriftlig kommentar.

Dermed udgør Grækenlands statsgæld 171,8 procent af BNP.

- Det sætter en tyk streg under, at gældseftergivelsen fra private investorer næppe var nok til at redde Grækenland. Gældseftergivelse fra EU og måske endda Den Internationale Valutafond (IMF) bliver nok også nødvendigt, siger Frank Øland.

Europaanalytikeren vurderer, at dette skridt ikke vil skabe fornyet uro.

- Private investorer vil sandsynligvis reagere positivt, hvis de offentlige kreditorer også eftergiver en del af gælden og dermed forbedrer Grækenlands muligheder for en frisk start, siger han.

Det er også galt i Cypern, der står for den største stigning i gælden. På blot et kvartal steg gælden med hele 11 procent af BNP, så den ved udgangen af tredje kvartal udgør 109,6 procent af BNP.

Også Irland, der blev hårdt ramt af finanskrisen, er på rette spor, omend langsomt.

- I kontrast til Grækenland og Cypern ser Irland ud til at have passeret et vigtigt hjørne. Den irske statsgæld faldt en anelse. Men der er langt igen. Den irske statsgæld er trods alt stadig på 124,8 procent af BNP, siger Frank Øland.

Tallene bekræfter, at euroområdet langsomt er på vej ud af krisen efter flere år med redningspakker og en møntunion, der var truet af sammenbrud.

- Vi forventer at se en betydelig bedring af gældsudviklingen i de kommende år hjulpet af lave renter og stigende vækst. Euroen blev testet, og det ser ud til, at den bestod, siger Frank Øland, Danske Bank.

/ritzau/