Gældsplagede grækere får endnu flere kredithug

Skrevet af admin

02/07/2015

Dagens topnyheder

Det er yderst tvivlsomt, om man får sine penge tilbage, hvis man har investeret i Grækenland.

Det konstaterer kreditvurderingsinstituttet Moody's, der har sænket sin vurdering af Grækenlands kreditværdighed yderligere et niveau til Caa3 fra Caa2.

Dermed følger Moody's i hælene på Fitch og Standard & Poor's, de to andre store kreditvurderingsfirmaer, som tidligere på ugen også nedjusterede deres vurderinger af Grækenland.

Ifølge Moody's er sandsynligheden blevet mindre for, at Grækenland bliver reddet af sine långivere, end da bureauet vurderede landets økonomi for to måneder siden.

- Uden støtte fra de officielle kreditorer, og uden de nødvendige økonomiske og finanspolitiske reformer, der kræves for at få støtte og få finanserne tilbage på mere fast grund, vil Grækenland misligholde sin private gæld på et tidspunkt, skriver Moody's i en meddelelse.

Vurderingen Caa3 er kun to skridt fra det absolutte bundniveau hos Moody's, der også advarer om, at en yderligere nedjustering kan være på vej.

Tirsdag formåede Grækenland ikke at tilbagebetale et milliardlån til Den Internationale Valutafond (IMF) inden deadline og blev dermed den første udviklede økonomi til at misligholde sine forpligtelser over for IMF.

Samme dag udløb en støtteordning fra EU, IMF og Den Europæiske Centralbank, som har holdt grækerne økonomisk flydende.

Den græske regering har udskrevet en folkeafstemning til afholdelse søndag. Her skal grækerne tage stilling til, om de ønsker at acceptere reformforslag fra långiverne.

/ritzau/Reuters