Ghana ydmyger vært i semifinale med skandaløs slutning

Skrevet af admin

05/02/2015

Mest læste i dag

Ghana mod Elfenbenskysten. Sådan kommer finalen til at se ud i 2015-udgaven af fodboldturneringen Africa Cup of Nations.

Torsdag aften i Malabo vandt Ghana 3-0 i semifinalen over turneringens vært, Ækvatorial-Guinea.

Det skete efter en lang forsinkelse, fordi kampen var afbrudt i cirka en halv time på grund af tilskueruroligheder.

Kampen fik en dramatisk afslutning, da de ghanesiske fans måtte flygte fra deres pladser på tribunerne med cirka 10 minutter tilbage af kampen.

De var blevet overdænget med kasteskyts, og måtte stille sig ned bag det ene mål.

Da kampen blev genoptaget, nøjedes dommeren klogt nok med tre minutters tillægstid, så kampen kunne blive fløjtet af i en fart.

De skandaleagtige scener vil uden nogen som helst tvivl få et efterspil for Ækvatorial-Guinea som arrangør, når det afrikanske fodboldforbund (CAF) har set på sagen.

Ghana afgjorde mere eller mindre kampen med to scoringer inden for de sidste fem minutter af første halvleg.

Jordan Ayew bragte de firfoldige Africa Cup of Nations-vindere foran få minutter før pausen, da han udnyttede et straffespark.

Lige før pausefløjtet var det så Wakaso Mubarak, der fordoblede føringen, og det kom Ækvatorial-Guinea sig ikke over.

Et kvarter før tid sørgede anfører André Ayew for at eliminere enhver yderligere spænding, da han stod klar tæt ved mål og ekspederede bolden ind i netmaskerne.

FCK-spilleren Daniel Amartey sad på Ghanas bænk i hele kampen.

Med det klare nederlag slap heldet op for Ækvatorial-Guinea, som kun var kommet i semifinalerne takket være en horribel dommerkendelse i kvartfinalekampen mod Tunesien.

Her var værtslandet bagud 0-1 kort før tid, indtil dommer Rajindraparsad Seechurn fra Mauritius valgte at forære hjemmeholdet et straffespark. Det blev udnyttet, og senere scorede Ækvatorial-Guinea til 2-1 i den forlængede spilletid.

Dommerens forseelse var så grel, at det afrikanske fodboldforbund har tildelt ham seks måneders karantæne, ligesom han ikke længere kommer til at indgå i korpset af afrikanske elitedommere.

Ækvatorial-Guinea skal i kampen om bronze møde Den Demokratiske Republik Congo. Den kamp bliver spillet på lørdag.

Finalen mellem Ghana og Elfenbenskysten spilles søndag.

/ritzau/