Glæde og tilfredshed i Sønderjyske efter sejr

Skrevet af admin

22/02/2015

Dagens topnyheder

På et sent mål af Silas Songani vandt Sønderjyske forårspremieren i Alka Superliga med 1-0 over Hobro hjemme på Sydbank Park i Haderslev.

Den rutinerede midtbanespiller Daniel Jensen var efter kampen yderst tilfreds med de tre point og Sønderjyskes første halvleg.

- I første halvleg havde vi medvind, og det var en stor hjælp i forhold til det pres, vi lagde på Hobro. I de sidste 45 minutter blev vi trykket for langt tilbage, og vi haltede efter i flere perioder, men vi havde alligevel godt styr på det, siger Daniel Jensen.

Forsvarsstyrmand - og anfører i Niels Lodbergs karantænefravær - Pierre Kanstrup pegede på sønderjydernes solide forsvarsspil som en af årsagerne til sejren.

- Det var en sindssyg vigtig kamp, og det var rigtig dejligt at vinde.

- Vi lagde et godt pres på Hobro især i første halvleg, og vi holdt dem stort set fra chancer, hvis man ser bort fra Mads Justesens forsøg i første halvleg, siger Pierre Kanstrup med henvisning til Justesens forsøg på overliggeren.

I vinterpausen er islandske Hallgrimur Jonasson, der er skiftet til OB, blevet erstattet med Baldur Sigurdsson, og Sønderjyskes debuterende islænding var glad for sin første kamp og sejren.

- Vi havde god kontrol over kampen og skabte fine chancer. Og så var det dejligt at have en mand som Silas Songani, der kom ind fra bænken med fart og afgjorde det. Alt i alt en god debut, og det var perfekt, vi fik en sejr, siger Baldur Sigurdsson.

Sønderjyske-cheftræner Lars Søndergaard roste efter kampen sit mandskab for en solid kamp og kaldte sejren fortjent.

- Anden halvleg var ikke vores bedste, men overordnet set mener jeg, sejren var fortjent, siger Lars Søndergaard.

Sønderjyskes næste opgave i Superligaen er på udebane i Slagelse, hvor bundholdet fra FC Vestsjælland lægger græs til.

/ritzau/