Glatte veje og sort is giver småuheld i hele landet

Skrevet af admin

18/01/2015

Mest læste i dag

En bil kørte ind i en lysmast i Ballerup, en bilist har formentlig brækket en arm på Falster, og flere steder i resten af landet melder politikredsene om biler på afveje på grund af glat føre i løbet af natten til søndag.

Ingen er dog kommet alvorligt til skade på grund af våde, frostklædte vejbaner - også kaldet sort is.

- Der har været nogle enkelte glatføreuheld, men ikke noget alvorligt. En har ramt en lysmast i Ballerup. Der har været rigtig glat, siger vagtchef Kim Svenningsen fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau tidligt søndag morgen.

I Østjylland er der blevet saltet "over det hele" ifølge politiet, men bilister bør ikke lade sig narre, for det kan være glat alligevel. Det har tre bilister måtte erfare. Tre biler har været involveret i mindre uheld, hvor der dog kun meldes om materiel skade.

Også på Vestfyn glider bilerne let på vejene. Her er det blevet til et enkelt uheld, hvor bilen gled af vejen, men heller ikke her er der sket andet end skade på bilen.

Både i Midt- og Vestjylland og Syd- og Sønderjyllands politikredse rapporterer patruljer om glatte veje, men der er ingen meldinger om færdselsuheld.

På Falster slap en bilist formentlig med en brækket knogle, da det glatte føre gjorde det svært at manøvrere på vejbanen.

- Der var et enkelt lille uheld på Falster, som, vi formoder, er et glatføreuheld. Det har formentlig resulteret i en brækket arm, siger Stefan Jensen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

/ritzau/