Grækenland: Syriza går i koalition med højrefløjsparti

Skrevet af admin

26/01/2015

Dagens topnyheder

Det højreorienterede parti De Uafhængige Grækere har forhandlet sig frem til en aftale om en koalition med det venstreorienterede Syriza, siger partiets leder, Panos Kammenos, til dpa.

Lederen af den græske venstrefløj, Alexis Tsipras, nåede frem til en aftale med Kammenos på et møde, der varede under en time.

- Fra dette øjeblik har Grækenland en regering. Vi vil ved en tillidsafstemning støtte den nye premierminister, siger Kammenos.

En kilde i Syriza siger, at de to partier "indgår i en alliance for at få flertal i parlamentet og sikre en regeringsdannelse."

Med næsten alle stemmer optalt har Syriza 149 af de i alt 300 pladser i parlamentet. Den nye koalition vil have et flertal på 162 pladser.

Syriza vandt det græske parlamentsvalg søndag, men opnåede ikke stemmer nok til et absolut flertal.

De Uafhængige Grækere ligger langt til højre for Syriza. Partiet er tæt på den græsk-ortodokse kirke og er stærkt indvandrerkritisk. Men det ligger tæt på Syriza i spørgsmålet om at ændre på sparepolitikken.

Den 40-årige Alexis Tsipras, som er det græske valgs helt store vinder med godt 36 procent af stemmerne, har vundet valget på at kritisere, hvad han kalder Grækenlands "katastrofale sparepolitik".

Han bliver Grækenlands yngste premierminister i 150 år og er den første politiker i en lang årrække, som er kommet til magten uden om de store veletablerede partier.

Han er gået til valg på et løfte om at slække på den stramme sparepolitik via en genforhandling med EU, der reddede Grækenland fra en truende bankerot.

Syriza, der er et parti, som samler en lang række mindre venstrefløjspartier, står over for meget vanskelige forhandlinger med EU og Den Internationale Valutafond.

EU's ledere har fastslået mange gange, at grækerne må acceptere de betingelser, der er fastlagt for landets lånepakker på 240 milliarder euro, som har forhindret en statsbankerot.

Det venstreorienterede parti ønsker at hæve mindstelønnen med næsten 30 procent til 751 euro om måneden, tildele ekstra midler til de mest trængende pensionister og sikre adgang til gratis lægehjælp.

/ritzau/dpa