Grækenlands finansminister tror på aftale fredag

Skrevet af admin

18/02/2015

Dagens topnyheder

Den græske finansminister, Yanis Varoufakis, siger, at han tror på et gennembrud i forhandlingerne med eurozonen fredag, hvor han forudser en godkendelse af et forslag fra den nye græske regering om en udvidelse af landets låneaftaler.

Varoufakis siger til journalister, at han tror på, at det græske forslag vil vinde opbakning - også fra eurogruppens leder, Jeroen Dijsselbloem, når finansministrene i eurozonen mødes fredag.

Den græske anmodning om en låneudvidelse bliver vurderet torsdag i en arbejdsgruppe med repræsentanter for medlemslandene.

- Denne anmodning bliver skrevet på en sådan måde, at den både vil stille den græske side og eurogruppen tilfreds, siger Varoufakis.

Han tilføjer, at hvis forhandlingsklimaet forbliver det samme torsdag, så vil der komme en god afslutning på de tekniske forberedelser.

- På fredag vil der via en telefonkonference komme en godkendelse af den græske position.

Reuters skriver, at grækerne vil bede om at få låneaftalen forlænget med op mod seks måneder, når den udløber ved månedsskiftet.

Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble afviste tirsdag på den tyske tv-kanal ZDF det græske forslag om en låneforlængelse og gjorde klart, at det for Tyskland handler om, at Grækenland opfylder alle krav under redningsprogrammet, skriver BBC.

Athen vil også have ændret de nuværende forpligtelser. Et forslag om mere fleksibilitet blev afvist af eurolandene mandag, og tyske talsmænd afviste igen onsdag, at det kan komme på tale.

De 18 andre eurolande vil gerne forlænge det græske låneprogram med seks måneder, men de nuværende forpligtelser kan ikke blive ændret. Men en vilje til bevægelse hos grækerne er med til at holde håbet om en aftale i live.

Frankrigs finansminister, Michel Sapin, understreger, at Paris ønsker en aftale i denne uge.

- Samtalerne har ikke båret frugt indtil nu. Frankrigs mål er en aftale med Grækenland inden udgangen af denne uge, siger Sapin til AFP.

Uden en løsning kan Grækenland i værste fald komme til at forlade eurosamarbejdet.

/ritzau/Reuters