Grønland: Afgørende slag om mineraljægere

06/12/2012 08:58

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

Torsdag indleder de grønlandske politikere i Nuuk et afgørende slag om landets eftertragtede undergrund, når den såkaldte storskalalov skal andenbehandles i det grønlandske landsting.

Loven er kontroversiel, blandt andet fordi den indeholder en bestemmelse om, at store selskaber skal have tilladelse til at ansætte fremmed arbejdskraft efter udenlandsk overenskomst.

Et af de selskaber, som afventer loven, er London Mining. Mineselskabet vil bygge en milliarddyr jernmine, hvis selskabet får lov til at ansætte tusindvis af kinesere på lønvilkår, der kan være helt ned til halvdelen af en vanlig grønlandsk løn for en ufaglært.

Politikerne skulle allerede for to uger siden have vedtaget loven, men efter pres fra interesseorganisationer og oppositionen udsatte regeringen anden- og tredjebehandlingen til torsdag og fredag i denne uge.

Oppositionspartiet Siumut vil have en afgørelse om loven udskudt til efteråret, men for landsstyreformand Kuupik Kleist er det afgørende, at loven snart bliver vedtaget.

- Det, jeg har gjort opmærksom på, er, at vi skal have rammebetingelser på plads, for at vi kan forhandle med de selskaber, som har søgt om tilladelse, siger regeringslederen fra partiet IA til Ritzau.

- Grønlands økonomi er i en situation, hvor det bliver værre, jo længere tid, der går. Der er ikke udsigt til forbedring i vores økonomi, hvis der ikke kommer gang i nogle nye projekter, siger han.

Kuupik Kleist tror da også på, at loven bliver vedtaget fredag - omend i en ændret udgave. Erhvervsudvalget i Grønlands Landsting har nemlig set kritisk på loven og har fremsat flere ændringsforslag.

Men betænkningen fra udvalget viser samtidig, at der er flertal for loven.

London Mining har planer om en jernmine 150 kilometer fra Nuuk. Projektet koster 14 milliarder kroner. For selskabet er loven afgørende.

- Storskalaloven er en vigtig forudsætning for den fremtidige industrielle udvikling af Grønland, og London Mining vil fortsætte med at arbejde sammen med regeringen, siger salgsdirektør Anna Carruth til Ritzau.

/ritzau/