Stockholms forstæder har siden søndag været ramt af brandstiftelse, stenkast og generel uro. Summen af episoderne slår sprækker i den ellers så udtalte svenske tolerance. Eller som en brandmand skrev på Facebook i et åbent brev til brandstifterne:
»Jeg hjælper din søster, hvis det begynder at brænde i hendes køkken. Jeg svømmer i iskoldt vand, hvis din lillebror falder ud af en båd. Jeg hjælper din mormor, hvis hun får hjertestop, og jeg kommer endda for at hjælpe dig, hvis du falder gennem isen på en solskinsdag i marts. Hvorfor gør du det her mod mig?«
Da brandmænd natten til torsdag gik ind i forstaden Skogås syd for Stockholm for at slukke flammerne i en restaurant, blev de stoppet af unge og byger af sten. Først da politiet fik jaget stenkasterne væk, kunne ilden, der karakteriseres som grov mordbrand, slukkes.
Uroligheder i stil med dem, man de senere år har set i Paris, London, København, Malmø og andre europæiske byer rammer nu Stockholm. Og svenskerne har tilsyneladende svært ved at tackle dem: Sverigedemokraterne vil indføre undtagelsestilstand i de ramte områder. Politi, sociologer og statsminister Fredrik Reinfeldt mener, at civilsamfundet skal tage afstand fra uromagerne.
I onsdags samledes flere hundrede borgere også i en såkaldt manifestation mod både politivold og vandalisme i den vestlige forstad Husby, hvor urolighederne begyndte. En af de fremmødte fik en sten i hovedet.
Uromagernes vrede skulle ellers primært være rettet mod politiet. Vreden er angiveligt udløst af en episode 13. maj i Husby, hvor politiet skød og dræbte en 69-årig mand med indvandrerbaggrund, som svingede en machete. Men det var én gang politibrutalitet for meget, mener unge i forstæderne. Og i Rågsved i det sydlige Stockholm lykkedes det uromagere at sætte ild til en politistation.
Jörgen Ohlsson, som er chef for politiets ungdomssektion i Solna, forklarer, at »de fører en form for guerillakrig«.
»De unge laver nålestik, hvor de sætter biler og skoler i brand. De er maskerede, forsvinder hurtigt og gør det igen og igen. Der er smalle gader og mange gangbroer i områderne. Det er vanskeligt at køre med politibiler og svært at fange dem,« siger han.
Han forklarer, at politiet i Stockholm har skelet til, hvordan det danske politi de senere år har håndteret de bilafbrændinger og andre uroligheder, som især er foregået i de såkaldte ghettoer, hvor integrationsproblemerne er mest tydelige.
»Men i søndags havde vi ingen anelse om, hvad der ville ske. Vi havde ikke de rigtige folk klar til at stoppe det, og siden er det kun eskaleret. De første to nætter foregik det kun i Husby, men det har bredt sig til hele Stockholm. Derfor sætter vi nu langt flere politifolk ind for at stoppe det, ellers kan det brede sig til hele landet,« siger Jörgen Ohlsson.
Selv om mange unge i de forstæder, hvor andelen af personer med indvandrerbaggrund er høj, kommer med bebrejdelser mod politiet, synes angrebene at mangle specifikke mål: De brænder politistationer, brandstationer, skoler og endda deres egne naboers biler af.
»Jeg tror, at det fortsætter nogle nætter endnu,« siger Jörgen Ohlsson:
»Vi ser, at de forsøger at involvere andre og eksempelvis skriver på Facebook: I aften klokken 22.00 skal hele Stockholm brænde. Det er svært at sige, hvorfor de unge gør det, men de får enorm opmærksomhed i medierne, og det, tror jeg, spiller en stor rolle.«
Om urolighederne forstærker integrationsdebatten i Sverige, ligesom det er sket i andre europæiske lande, er uvist.
Margareta Popoola, sociolog ved Malmö University, har forsket i de uroligheder i Malmø, der kulminerede i 2008. Uroen blev udløst af lukningen af en moské. Alligevel afviser hun, at optøjerne dengang og nu handler om integration.
»Urolighederne er en katastrofe, fordi det sikkert vil forenkle debatten til at handle om indvandrere versus flertallet af befolkningen,« siger hun og tilføjer:
»Det er langt mere frugtbart at diskutere boligpolitik, arbejdspladser og mindre ulighed mellem rige og fattige. Det handler ikke om, at nogen sulter. Det handler om, at folk i de berørte områder lever med en katastrofal usikkerhed. Og mange har en følelse af, at andre kan blive til noget, mens de ikke kan.«
