Det var noget af et særsyn, da hele 426 Toyota-biler for en måned siden sneglede sig af sted i én lang række på en strækning over 10 kilometer syd for Odense. De flere hundrede biler deltog i et forsøg på at slå verdensrekorden for den længste kortege af Toyota-biler i verden.
Verdensrekorden er nu også helt officielt en kendsgerning. Guinness World Records har nemlig i dag givet sin endelige blåstempling af rekorden, så Toyota i Danmark, de mange deltagende entusiaster og Toyota-bilejere fremover kan kalde sig indehavere af verdensrekorden for den længste kortege af Toyota-biler nogensinde.
Den tidligere Guinness verdensrekord blev sat i Saudi Arabien i 2011 og talte 257 biler, men er altså nu overgået med adskillige billængder af den nye rekord på 426 Toyota-biler sat i Danmark.