Har du heller ikke tjekket din forskudsopgørelse inden januarlønnen? Det kan betyde tusinder af kroner i forskel

Skrevet af Ronja Ryde

29/01/2015
Foto: Colourbox

Mest læste i dag

Lige nu rammer forskudsopgørelsen danskerne. Det er nemlig sammen med januarlønnen, at danskerne kan se konsekvensen af deres forskudsopgørelse. For nogle kan det betyde tusinder af kroner i forskel.

Derfor er dagene omkring lønudbetalingen i januar også blandt de travleste for SKATs kundeservicemedarbejdere - kun overgået af tidspunktet for årsopgørelsen i marts.

- Rigtig mange borgere ringer og kan ikke forstå, hvorfor januarlønnen ser anderledes ud end decemberlønnen. I SKAT får vi knap 25.000 opringninger i løbet af ugen, der handler om dette. Mange vil kunne finde svaret ved selv at tjekke deres forskudsopgørelse og se, om oplysningerne er korrekte, siger Richard Hanlov, der er underdirektør i SKAT.

De tre mest almindelige ting, som danskerne glemmer at ændre i forskudsopgørelsen, er:

Befordringsfradrag - hvis du har fået kortere eller længere på arbejde

Større ændring i indkomst - hvis du fx er gået fra dagpenge til løn eller omvendt

Realkreditlån - hvis din rente er faldet

Top og bund med forskud
SKAT dannede i november sidste år 4,8 millioner forskudsopgørelser for 2015. 40 procent af borgerne har ind til videre tjekket forskudsopgørelsen.

- Hvis man ser på hvor stor en procentdel af en kommunes borgere, der har tjekket forskudsopgørelsen, så er borgerne i Vallensbæk Kommune den klare vinder. Her har hele 46 procent tjekket forskudsopgørelsen mod kun 34 procent i Københavns Kommune, fortæller Richard Hanlov.

Top fem forskudskommuner:             
Vallensbæk Kommune: 46 procent
Egedal Kommune: 45 procent
Hørsholm Kommune: 45 procent
Solrød Kommune: 45 procent
Allerød Kommune: 44 procent

Kommuner, hvor færrest har
tjekket deres forskudsopgørelse:

Aarhus Kommune: 38 procent   
Ærø Kommune: 38 procent         
Brøndby Kommune: 37 procent      
Læsø Kommune: 36 procent     
Morsø Kommune: 35 procent  
Københavns Kommune: 34 procent 

Se alle kommunernes placering her.

Mænd tjekker forskud

SKATs tal viser desuden, at flere mænd end kvinder indtil nu har tjekket deres forskudsopgørelse. Helt præcist har 52 procent mænd og 48 procent kvinder tjekket forskudsopgørelsen for 2015.