Her er Mette Frederiksens tre prioriteter

Skrevet af admin

25/08/2015

Dagens topnyheder

Socialdemokraterne formand Mette Frederiksen opstiller på partiets sommergruppemøde tre prioriteter, som vil udgøre den overordnede retning for Socialdemokraterne i den kommende tid.

Blandt andet når det gælder forhandlingerne om finanslov, hvor Mette Frederiksen ønsker at forhandle med Venstre.

- Det vil entydigt være en fordel for befolkningen, for dansk økonomi og for Danmark, hvis Socialdemokraterne og Venstre laver en bred finanslov, siger formand Mette Frederiksen til Socialdemokraternes sommergruppemøde i Silkeborg.

Som den første prioritet ønsker Socialdemokraterne med Mette Frederiksen som formand, at "styrke fællesskaberne i Danmark". Ifølge Mette Frederiksen betyder det blandt andet, at opsvinget skal komme alle dele af Danmark til gavn.

For det andet skal Danmark "blive dygtigere":

- Hvis vi skal blive ved med at have produktionsjob, så skal vi have de dygtigste medarbejdere, siger Mette Frederiksen og tilføjer:

- Det vil være ærgerligt og forkert, hvis nogle af vores dygtige faglærte ikke får mulighed for at blive dygtigere, og fremtidens job går deres næse forbi, tilføjer hun.

Som den sidste prioritet opstiller hun et mål om, at "Danmark skal blive rigere". Mere konkret betyder det, at Socialdemokraterne kaster sig ind i dysten med de borgerlige partier om at skabe bedre "rammebetingelser for virksomheder".

Mette Frederiksen lover som ny S-formand i opposition, at partiet vil "tage ligeså meget ansvar for Danmark i opposition som i regering".

- Vi vil møde op til alle forhandlinger, som Venstre indbyder til. Vi opfordrer til, at Lars Løkke Rasmussen vælger blokpolitikken fra og vælger de brede aftaler til. Danmark har brug for brede forlig og bredt samarbejde, siger Mette Frederiksen.

Hun tilføjer dog, at løfterne om bredt samarbejde kun gælder så længe, at alle borgerlige partier står bag V-regeringen:

- Misforstå mig ikke. Hvis et af de borgerlige partier mister tilliden til Lars Løkke Rasmussen, så holder vi ikke hånden under Lars Løkke. Men så længe der ikke er flertal mod Løkke, så samarbejder vi, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/