Hizbollah er allieret med Syriens præsident Assad, og de cirka 30 krigere mistede livet, da de sammen med syriske regeringsstyrker søndag angreb byen Qusayr, der ligger strategisk vigtigt mellem kysten og hovedstaden Damaskus, og som indtil nu har været på oprørernes hænder.
Samtidig har omkring 20 syriske soldater og omkring 20 oprørere mistet livet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Syriens statsstyrede nyhedsbureau, SANA, skriver, at hæren med angrebet på Qusayr har »genoprettet roen og sikkerheden« i byen, der ligger omkring ti kilometer fra grænsen til Libanon.
De syriske tropper kom ind i byen fra syd, og Hizbollah-krigerne spillede ifølge overvågningsenheden Syrian Observatory for Human Rights »en central rolle«.
Regimets offensiv lagde ud med bombardementer fra krigsfly og tungt artilleri på landjorden, og nogle timer senere stormede tropper midten af byen og plantede det syriske flag på rådhuset, fortæller en militærkilde til AFP.
Det er blevet regimets mål at genvinde kontrollen over Qusayr og det omkringliggende område i Homs, og derfor har der været voldsomme kampe de seneste måneder.
Præsident Bashar al-Assads modstandere har advaret om, at regimets »barbariske og destruktive« angreb på Qusayr kan ødelægge det russisk-amerikanske forsøg på at planlægge en international fredskonference, som kan gøre en ende på mere end to års blodbad i det borgerkrigsplagede land.
Den Arabiske Liga holder oven på søndagens angreb et hastemøde torsdag forud for fredskonferencen, efter at oppositionen Syrian National Council har krævet, at der bliver sat en stopper for »massakren i Qusayr«.