Hjemmeværnet vil undersøge om dets våben kan sikres bedre

Skrevet af admin

18/02/2015

Mest læste i dag

Procedurerne for opbevaring af våben i privaten blandt hjemmeværnsfolk skal evalueres hurtigst muligt, så man eventuelt kan vedtage nye sikkerhedsprocedurer.

Det siger generalmajor Finn Winkler, der er chef for Hjemmeværnet, efter det er kommet frem, at det er et stjålet hjemmeværnsvåben, der blev brugt som gerningsvåben ved weekendens attentat ved kulturhuset Krudttønden i København.

- Vi begyndte sidste forår med at lave en generel evaluering af vores våbenopbevaring, og jeg har bedt om, at vi nu hurtigt får afsluttet det her, så vi kan få yderligere skærpede tiltag, hvis det er nødvendigt efter lørdagens hændelse.

- Vi undersøger fuldstændig fordomsfrit, om vi kan lave yderligere sikring af de våben, vi har derhjemme. De tiltag, vi kommer frem til, tager vi en drøftelse med politiet om for at implementere dem hurtigst muligt efterfølgende, siger Finn Winkler til Ritzau.

Det var et M95-gevær, der blev stjålet ved et hjemmerøveri i begyndelsen af 2013.

- En hver form for våbentab er beklageligt og alvorligt. Det system, vi har haft for våbentab siden 2010, vil vi på den her foranledning gå i gang med øjeblikkeligt at gennemgå, siger Finn Winkler.

Ifølge hjemmeværnschefen er der 4328 medlemmer, som har våben i hjemmeværnsregi i dobbeltsikrede våbenskabe.

Hvor hurtigt, der eventuelt kommer nye procedurer, kan Finn Winkler ikke sige præcist, men Hjemmeværnet vil udforme deres ønsker i løbet af uger.

- Jeg har bedt om, det går meget hurtigt. Der er ikke tale om halve eller hele år. Vi har indstillinger klar i løbet af uger, siger Finn Winkler.

/ritzau/