Derfor er det heller ingen overraskelse, at holdet er blevet sablet ned efter tirsdagens 1-1-kamp i Montenegro, hvor Wayne Rooney bragte holdet foran efter bare seks minutter, men værternes Dejan Damjanovic udlignede med et kvarter igen. England ligger på andenpladsen i VM-kvalifikationsgruppe H, som netop Montenegro fører. Og i fodboldens moderland er man allerede begyndt at ryste i bukserne over udsigten til at møde hold som Portugal, Frankrig eller Kroatien i play-off-runden, hvis ikke førstepladsen sikres.
Den engelske presse har længe spurgt landstræner Roy Hodgson, hvorfor England konsekvent fejler i at dominere kampe mod hold som Montenegro, Polen og Ukraine.
- Det enkle svar er, at de er mennesker, ikke robotter. De her ting sker i fodbold, ved I nok, svarede Hodgson ifølge Daily Mail.
Flere har bemærket, at landet Montenegro med sine 650.000 indbyggere er næsten halvt så stor som byen Birmingham, og det frustrerer englænderne ikke at være i stand til at hive sejre hjem mod disse nationer.
- I anden halvleg angreb de os, og vi holdt ikke ordentligt på bolden. Det var en lektion for os i anden halvleg, og vi er nødt til at lære at lukke disse kampe, sagde Wayne Rooney.
Roy Hodgson vil dog ikke tage sorgerne på forskud, skulle det ikke lykkes England at kvalificere sig direkte til VM i Brasilien gennem gruppens førsteplads.
- Vi har et par point færre, end vi gerne ville have haft, men vi hænger stadig på. Ingen ønsker at spille play-offs, men jeg vil bekymre mig om dem, når de kommer. Hvis vi kommer i play-off, bliver det mod et godt hold, for i hver gruppe er der mindst to gode hold, sagde Hodgson og tilføjede:
- I det mindste har vi stadig en chance for selv at afgøre det ved ikke at tabe til Montenegro.
Montenegro topper puljen med 14 point efter seks kampe. England har 12 point efter samme antal kampe, mens Polen og Ukraine begge har otte point efter fem kampe.