Det har været en blandet uge for hunden Boogie i byen Evansville i Indiana i USA.
Deltagelse i et motionsløb, hæder - og så udsigten til at blive kastreret, skriver foxnews.com.
Ejeren af den chokoladebrune labrador Boogie fortæller, at hele historien startede sidste fredag, hvor vovsen løb hjemmefra.
Det var fjerde gang den løb væk, men under weekendens halvmarathon i hjembyen dukkede Boogie så op igen.
Faktisk løb den med under stort set hele løbet - altså de godt 21 kilometer.
Det syntes arrangørerne alligevel også var imponerende, så den fik skam en medalje og hæder.
Boogie's tid var anslået på to timer og 15 minutter - bedre end de fleste menneskelige deltagere i løbet.
Men træerne vokser ikke ind i himlen for Boogie.
Ejeren oplyser nemlig, at den løbe-glade labrador nu skal microchippes - og kastreres.
I håbet om, at han ikke længere stikker af hjemmefra - og deltager i motionsløb.