I nogle postnumre bor snart flere indvandrere end danskere

Skrevet af admin

04/01/2015

Mest læste i dag

Etniske danskere er godt på vej til at blive minoriteter i flere postnumre landet over.

Ugebrevet A4 har analyseret, hvor mange personer med indvandrerbaggrund der bor i hvert postnummer i Danmark.

Og i postnumrene 5240 Odense NØ, 2660 Brøndby Strand og 8220 Brabrand er de etniske danskere ved at være i mindretal.

Analysen bygger på tal fra Danmarks Statistik.

Den dækker over indvandrere, flygtninge og deres børn og viser også, at indvandrerne bor tættest i postnumre i København, Aarhus, Odense og Aalborg, men også i 6705 Esbjerg Ø og 9220 Aalborg Øst har mange valgt at slå sig ned.

Omvendt er 99 procent af alle borgere etniske danskere på Anholt og i Bagenkop på Langeland.

Generelt har landområderne meget få beboere med indvandrerbaggrund, mens der i byerne kan være voldsom forskel på sammensætningen af beboere fra kvarter til kvarter.

Blandt andet bor få indvandrere i centrum af København, men mange i København N.

Og mens meget få indvandrere bor i Hinnerup, så har næsten hver tredje indvandrerbaggrund i nabopostnummeret Tilst nær Aarhus.

Borgmesteren i Brøndby mener, at indvandrerne er for ulige fordelt i kommunerne.

- Hvis man ønsker en rimelig harmoni i samfundet, er fordelingen af indvandrere skæv. Men jeg skal ikke sige noget ondt om de etniske borgere, og vi vil ikke sparke folk ud ad kommunen, siger Ib Terp (S) til Ugebrevet A4.

/ritzau/