Inflationen i Rusland har ikke været større siden 2008

Skrevet af admin

31/12/2014

Dagens topnyheder

Den russiske inflation for 2014 skønnes at lande på 11,4 procent, hvilket er det højeste niveau siden finanskrisen i 2008, oplyser landets statslige statistikbank.

Den skrantende rubel, som lider under de lave oliepriser og Vestens sanktioner som følge af Ukraine-krisen, har presset priserne i vejret.

Fødevarer er blevet 15,4 procent dyrere i Rusland i løbet af det forgangne år.

Den russiske præsident Vladimir Putin sagde på et pressemøde tidligere på måneden, at Ruslands aktuelle økonomiske problemer kommer til at vare højest to år.

- Selv under de mest ugunstige tilstande i verden kan sådan en situation vare to år. Den kan også blive forbedret tidligere, sagde Putin i sin årlige tale til folket.

Vestlige sanktioner mod Rusland som følge af krisen i Ukraine og den faldende oliepris har sendt Ruslands økonomi til tælling.

Det er den værste økonomiske krise i de 15 år, Vladimir Putin har siddet på magten i Rusland som præsident - og i en kortere periode som premierminister.

Putin har dog nedtonet betydningen af de vestlige sanktioners betydning for Ruslands økonomiske nedtur.

Rublen vil "uundgåeligt" stige igen, lyder de beroligende ord fra præsidenten til russerne.

/ritzau/AFP