Ingen har forladt finanslovforhandlinger

09/10/2013 17:22

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

Finansminister Bjarne Corydon (S) blev onsdag færdig med de såkaldte sættemøder om finansloven.

Her har alle Folketingets partier på skift været på besøg i Finansministeriet for at aflevere deres krav til næste års finanslov, og indtil nu er alle partier fortsat med i forhandlinger, konstatere finansministeren.

Han stiller sig dog kritisk over for de krav, som Venstre og Dansk Folkeparti onsdag mødte op med.

Venstres hovedkrav er, at regeringen skal den fremrykke vækstpakkens lettelser af skatter på virksomheder med én milliard kroner. Ellers er der ikke grund til videre forhandlinger, lød det fra Løkke.

- Det, synes jeg ikke, er noget klogt signal, hvis man reelt ønsker at komme i realitetsforhandlinger, hvilket regeringen er åben over for, er Bjarne Corydons svar til Venstre.

Dansk Folkeparti vil gerne lave en delaftale om finansloven om at stoppe velfærdsturisme, hvor EU-borgere får dagpenge, kontanthjælp, SU samt en delaftale om en ældrepakke.

Bjarne Corydon siger dog, at han har svært ved at tyde DF's krav.

Finansministeren henviser til, at Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl tidligere har skrevet en kronik med de øvrige partier i blå blok, hvor man advarer regeringen mod at indgå en aftale om finansloven med Enhedslisten.

Alligevel tror DF tilsyneladende kun på delaftaler med regeringen:

- Jeg har svært ved at finde ud af, hvad Dansk Folkeparti mener om dette års finanslov. Det virker som om, man har sagt en ting sammen med de øvrige borgerlige partier, og så siger Dansk Folkeparti noget andet herinde ved forhandlingsbordet.

- Dansk Folkeparti skal gøre op med sig selv, hvad der er deres hovedkrav, siger Bjarne Corydon.

Han fastslår samtidig, at regeringen lige som Dansk Folkeparti gerne vil se på velfærdsturisme, men det er ikke et emne ved forhandlingerne i Finansministeriet:

- Velfærdsturisme er et spørgsmål, som vi alle sammen sagligt forsøger at håndtere. Det har sådan set ikke noget at gøre med finansloven. Jeg har svært ved at finde ud af, hvad der er Dansk Folkepartis hovedkrav, siger Bjarne Corydon.

/ritzau/