Vi har hørt budskabet igen og igen, siden det stod klart, at kommunerne vil af med lærernes arbejdstidsaftale, og regeringen vil have lærerne til at undervise mere. Men der er ikke nogen forskning, der viser denne sammenhæng mellem forberedelse og undervisningens kvalitet. Lige så lidt, som vi kan sige, at mere undervisning i sig selv medfører bedre læring.
Det fastslår Michael Søgaard Larsen, der er leder af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning på Aarhus Universitet, som undersøger evidensbaseret viden om uddannelse og pædagogik.
»Man kan ikke give noget forskningsmæssigt belæg for dét, der er sagens kerne i konflikten; hvor meget forberedelsestid lærerne bør have. Vi ved ikke, hvor mange timer, der er det optimale for den enkelte lærer til forberedelse. Det er der ingen, der med fast stemme kan sige, at de ved,« siger Michael Søgaard Larsen, der ikke vil tage stilling til fordel for en af parterne i konflikten.
Det står således ikke klart, om vi i den nuværende danske arbejdstidsaftale har ramt et passende niveau, har skåret forberedelsestiden for langt ned, eller om der kan spares på tiden, uden det går ud over kvaliteten. I de danske læreres arbejdstidsaftale er der ikke afsat eksplicit tid til forberedelse. Opgaven med at forberede timerne indgår sammen med bl.a. evaluering, samarbejde med lærere, forældre og psykologer i det, der kaldes »opgaver i tilknytning til undervisningen«.
Når Danmarks Lærerforening bliver bedt om at dokumentere sammenhængen mellem mindre forberedelse og discountundervisning, henviser foreningen til den newzealandske forsker John Hatties store undersøgelse af 800 metaanalyser. Heraf fremgår, at succesrige lande som f.eks. Japan ifølge den amerikanske forsker, Darling Hammond, skulle tillade lærere 15-25 timer om ugen til bl.a. fælles planlægning, analyser af elevernes læring og observationer af hinandens klasser.
Men heller ikke dette er nogen dokumentation af forberedelsestidens betydning, mener Michael Søgaard Larsen.
»Hattie redegør udførligt for de momenter, der indgår i god lektionsforberedelse, men på dette punkt er han i god overensstemmelse med forskningen upræcis. Darling-Hammond er en seriøs primær forsker, der har vist, at lærerne kan noget, der rent faktisk gør en forskel for eleverne. Men tidsintervallerne – 15-25 timer <saxo:ch value="226 128 147"/> er meget store på grund af lærerarbejdets kompleksitet, og samtidig opgør landene arbejdstiden på forskellige måder. I nogle lande er det minimumstal, i andre lande er det gennemsnit. Nogle gange svarer lærerne på, hvor meget forberedelsestid de rent faktisk har brugt, andre gange på hvor meget tid, der som udgangspunkt er sat af,« siger han.
Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, medgiver, at kampagners budskaber er forenklede. Men kampagnen skal understrege, at lærernes arbejde uden for selve undervisningen er vigtigt.
»Vi ved, at forberedelse og samarbejde med lærere, ledelse og psykologer betyder noget for kvaliteten af undervisningen. Jeg har lige hørt Andreas Schleicher (tidligere leder af PISA-undersøgelserne, red.) fortælle, at noget af det afgørende for det japanske mirakel er, at lærerne har mulighed for at lave lige netop alt det, der ligger uden for undervisningen. Hvis man kalder dét forberedelsestid, så har det stor betydning,« siger Anders Bondo Christensen.
Mens forskningen ikke kan sige noget om værdien af lærernes individuelle forberedelsestid, er der evidens for værdien af fælles forberedelse og evaluering.
»Vi kan se, at forberedelsestiden er rigtig godt anvendt, og det ser ud til at være mere effektivt, når det foregår i et samarbejde mellem lærerne. Det bliver en del af kompetenceudviklingen af lærerne, når lærere arbejder sammen i team og giver hinanden sparring,« siger Michael Søgaard Larsen.
Ifølge forskningsleder Andreas Rasch-Christensen fra professionshøjskolen VIA University College kan fælles forberedelse erstatte en væsentlig del af den forberedelse, lærerne i dag laver alene. »Fælles forberedelse kan ikke fuldstændig erstatte den individuelle forberedelse, men den kan erstatte en væsentlig del. Fælles forberedelse og planlægning af undervisningsforløb for flere klasser kan godt tage nogle af de udfordringer op, som lærerne skal tage hensyn til i undervisningen. Det kan være for eksempel udadreagerende elever og elever med ADHD, men der kan selvfølgelig være enkeltelever med særlige problemer, som den enkelte lærer tager sig af,« siger Andreas Rasch-Christensen.
Med stigende klassekvotienter og en stor opgave med at inkludere elever med specialbehov i de normale klasser mener Anders Bondo Christensen dog, at tiden til forberedelse og evaluering i dag er for knap. Og det kan fælles forberedelse ikke ændre på. »Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om fælles forberedelse kan erstatte en væsentlig del af den individuelle.«
