Ingeniørforening: Ingeniørmangel skal løses i folkeskolen

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

Der skal sættes ind allerede i folkeskolen, hvis problemet med den omfattende mangel af ingeniører skal løses.

Det mener formanden for Ingeniørforeningen (IDA), Frida Frost, efter at en ny prognose fra Engineer the Future, som er en alliance mellem 44 partnere, herunder Dansk Industri (DI) og IDA, viser, at der i 2025 vil mangle 9300 ingeniører og 4200 naturvidenskabelige kandidater.

- Vi skal forbedre undervisningen i de tekniske og naturvidenskabelige fag i folkeskolen.

- Det kræver flere linjefagsuddannede lærere i natur og teknik og ordentlige fysiske rammer. Det vil sikre, at flere unge får lysten og de rette forudsætninger for en uddannelse for eksempel som ingeniør, siger Frida Frost.

Dansk Industri skriver i en pressemeddelelse, at efterspørgslen fra alle dele af erhvervslivet stiger, og alt for få unge ønsker at tage en teknisk uddannelse. Kun 2,6 procent af 15-årige danskere overvejer en ingeniørkarriere, mens gennemsnittet i OECD til sammenligning er 6,9 procent.

- Hvis vi ikke handler nu, vil det være en kraftig bremse for væksten i Danmark.

- Vi ved, at hver gang en virksomhed ansætter en ingeniør, så skaber det endnu flere job til andre. Derfor vil en mangel på ingeniører betyder farvel til mange job i Danmark, siger den administrerende direktør i DI, Karsten Dybvad.

Ingeniørmanglen får medicinalvirksomheden Novo Nordisk til at overveje at flytte dele af produktionen til udlandet for at få kvalificeret arbejdskraft. Til Børsen siger Novo, at selskabet lige nu har 100 ledige ingeniørstillinger, man ikke kan besætte.

/ritzau/