Iniesta: Messi er afgørende for Barcelonas succes

Skrevet af admin

16/02/2015

Dagens topnyheder

Tidligere i år verserede der rygter om, at Lionel Messi kunne være på vej til at forlade FC Barcelona.

Den spanske landsholdsstjerne Andrés Iniesta har spillet sammen med Lionel Messi i over 10 år, og han håber, at klubben ikke sælger den argentinske målmager.

- Jeg håber og ønsker, at Lionel kan være i Barcelona i lang tid.

- Han har været, og han er og vil fortsat være afgørende i vores bestræbelser på at konkurrere om titler. Det er mit ønske, siger Andrés Iniesta ifølge det internationale fodboldforbunds (Fifa) hjemmeside.

Lionel Messi lavede et hattrick, da FC Barcelona søndag vandt 5-0 hjemme over Levante i Primera Division.

Dermed har den 27-årige argentiner lavet 26 mål i sæsonen i den spanske liga, og han er i alt oppe på 269 scoringer i 300 ligakampe for Barcelona.

Barcelona ligger et point efter Real Madrid i toppen af ligaen, og klubben jagter også succes i Champions League og den spanske pokalturnering.

- Vi ønsker at vinde alt det, vi kan, og vi har meget at se frem til.

- Vi har et virkelig godt hold. Skuffelsen fra sidste år skal være en motivationsfaktor for os til at vise, hvad vi er lavet af og afslutte sæsonen med et smil på læberne, så fansene igen kan fejre en titel, siger Andrés Iniesta.

/ritzau/