Inkassofirma nægter at inddrive sms-lån

Lånene er etisk og moralsk forkastelige.

Sådan lyder begrundelsen for, at Danmarks største inkassofirma, Intrum Justitia, kategorisk afviser at inddrive gæld stiftet via sms- eller web-lån. Det skriver Information.

- En virksomhed, som ikke kreditvurderer sine kunder ordentligt, fører meget hurtigt privatpersoner direkte ind i en gældsknibe, der efterfølgende ryger til inkasso. Derved kommer de i endnu større krise, siger Morten Engelbæk, direktør for Intrum Justitia, der leverer over 40 procent af de personer, der står i RKI's register over dårlige betalere.

- Det er en forretningsmodel, vi ikke ønsker at bidrage til. Det er helt fair, at man i perioder har svært ved at betale sine regninger, men vi ønsker ikke at stresse nogen unødigt, siger han til Information.

Der var senest politisk debat om kviklånene i 2009, men daværende økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), afviste dengang at gribe ind. Siden har branchen været i voldsom vækst.

Antallet af de såkaldte elektroniske kviklån er således firdoblet, siden krisen satte ind i 2008, viser et notat fra Forbrugerombudsmanden. Det eneste, der kræves for at optage et kviklån, er, at man ikke er registreret i RKI's skyldnerregister - ellers er det bare et tryk på telefonen eller et klik med musen.

Der findes ikke nogen samlet opgørelse over, hvor mange lån, der er foretaget efter den model, ligesom det heller ikke kan oplyses, hvor mange penge, der i alt er tale om. Men Forbrugerombudsmanden, som i år har særligt fokus på lånene, har på baggrund af indberetninger fra tre store lånefirmaer forsøgt at danne sig et overblik.

I 2010 bevilgede de tre firmaer lån for i alt 37 mio. kr. Året efter var tallet steget til godt 60 mio. kr., og i 2012 forventes de tre firmaer alene at have udlånt mere end 90 mio. kr. Størstedelen af lånene tegnes af unge under 24 år.

Forbrugerrådet har tidligere dokumenteret, at den årlige omkostning i procent (ÅOP) kan løbe op i 500.000 procent, og kritiserer i stærke vendinger metoden:

- Hurtiglån er vor tids åger, hvor man udnytter trængte menneskers nød, og det bør der sættes en stopper for. Det fører til overgældsætning, som skaber personlige ulykker og er et stort samfundsmæssigt problem, siger Vagn Jelsøe, chef for Forbrugerpolitisk center i Forbrugerrådet.

Forbrugerrådet foreslår stadig, at der fra politisk hold sættes loft over lånenes ÅOP, hvilket ville tvinge långiverne til kun at låne penge ud til forbrugere, som man har en rimelig sikkerhed for kan tilbagebetale lånet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF).

 

 

Dagens Gossip