Intelligent app gør det nemt at handle i kendt varehus

Travle familier bruger i højere grad smartphones og tablets til at planlægge deres indkøb med, og nu har Bilka lanceret en indkøbsapp, der hjælper med at få turen gennem Bilka overstået i en fart.

Appen fungerer som en indkøbsseddel, der opdeles automatisk i varekategorier, og listen tilpasser sig turen rundt i netop det Bilka-varehus, som kunden vælger som sit foretrukne. Den viser også, når Bilka kører tilbud på eksempelvis Trofasts foretrukne hundemad eller de bedste bleer til Junior, hvis man ønsker at få besked om det.

God til mænd og travle børnefamilier

Huskesedlen kan deles mellem alle husstandens indkøbere via sms, synkronisering eller e-mail. Så er der ingen undskyldning for at glemme noget.

- Vi har foretaget en række brugerundersøgelser, som indikerer, at en del kunder - særligt mænd - fravælger at købe ind i Bilka, fordi de mener, at det er svært og tidskrævende at finde varerne. Samtidig ved vi, at især børnefamilierne har en travl hverdag, hvor indkøb ofte skal overstås i en fart. Med den nye app kan vi hjælpe kunderne med at spare tid og finde de bedste tilbud, fortæller Hannu Vangsgaard, der er digitalchef i Dansk Supermarked.

Bedre overblik på indkøbsturen

Gennem workshops og tests med bl.a. børnefamilier har Bilka fået input til, hvad der gør det attraktivt at handle i Bilka.

- Vi ved, at især kvinder har stærke præferencer, når det kommer til fødevarer og produkter inden for personlig pleje og rengøring fx shampoo, tandpasta og vaskepulver. Derfor kan indkøbslisten deles mellem alle husstandens indkøbere, så alle kan se og redigere i den samme liste. På den måde er der er ingen undskyldning for at glemme noget eller komme hjem med det forkerte, siger Hannu Vangsgaard.

Husker favoritter og foreslår relevante tilbud

Bilkas app husker også, hvilke varer, der oftest bliver tastet ind på huskesedlen, og så gør den opmærksom på, hvis et produkt på indkøbslisten kommer på tilbud.

- Skriver du for eksempel ”jordbærmarmelade” på listen, og Bilka har tilbud på det, så kommer der en ”se tilbud”-markering ud for ordet, som viser, hvilket mærke, og hvilken pris varen sælges til i den pågældende uge, fortæller Hannu Vangsgaard.

Det er nemt, at læse Bilkas tilbudsavis i app’en, ligesom varer i avisen nemt kan føres direkte over på indkøbssedlen. Desuden holder Bilka øje med konkurrenternes priser, og hvis et af Bilkas tilbud bliver slået af en konkurrent, så sænker Bilka prisen tilsvarende, hvilket også vil fremgå af appen.

Overblik over arrangementer

Bilka-varehusene afholder ofte arrangementer for hele familien – alt fra smagsprøver og aktiviteter med Bilka-Ulven til cirkus, besøg af sportsstjerner og vinsmagning.

- Appen giver overblik over aktiviteterne i ens foretrukne varehus, og de informationer kan man gemme i sin kalender. På den måde bliver man også mindet om, når der er en ekstra god grund til at tage på indkøb i Bilka, mener Hannu Vangsgaard.

Fakta om Bilkas indkøbsapp

Udviklet til iPhone 4+ og iOS 7.0+

Kan også benyttes på iPad

Forventes udgivet til Android i august

Funktioner

Intelligent indkøbsliste

Tilbudsmatch

Tilbudsaviser

Deling og synkronisering af indkøbsliste

Varehus adresser, åbningstider, placering og aktivitetskalender

Udviklet i samarbejde med: Trifork

 

Dagens Gossip