IOC-boss: Fifa-skandale overgår vores møgsager

Skrevet af admin

08/06/2015

Mest læste i dag

De aktuelle problemer og udfordringer i det internationale fodboldforbund, Fifa, er langt større end dem, den internationale olympiske komité, IOC, tidligere har befundet sig i.

Det vurderer IOC-præsident, tyskeren Thomas Bach, der siden sin tiltrædelse i 2013 har forsøgt at reformere den olympiske bevægelse.

I slutningen af 1990'erne stod IOC i nogenlunde samme problemer, som Fifa gør lige nu. Dengang kom det frem, at den amerikanske by Salt Lake City havde smørret IOC-medlemmer for at fat på værtsskabet for vinter-OL i 2002.

- Vi ved af erfaring, at det kan være pinefuldt at lægge alt frem på bordet, men det er helt nødvendigt. Det kan vi se fra vores egen fortid.

- Det var kun på den måde, at IOC fik genskabt sin troværdighed, siger Thomas Bach.

Salt Lake City-skandalen fik dengang IOC til at smide flere medlemmer ud. Derudover blev der sat gang i en række reformer.

Lige nu mistænker det amerikanske justitsministerium flere nuværende og tidligere Fifa-topfolk for at være indblandet i bestikkelsessager. Blandt andet forud for VM i Frankrig i 1998 og VM i Sydafrika i 2010.

De seneste dage er der kommet en lang række detaljer frem, og Fifa-præsident Sepp Blatter har ovenikøbet annonceret sin afgang.

Det skete få dage efter, at den 79-årige præsident blev genvalgt på en kaotisk Fifa-kongres i Zürich.

- Man kan næsten ikke sammenligne det, der skete omkring Salt Lake City med det, der foregår i Fifa.

- Måske kan man sammenligne principperne, men ikke skalaen, siger Thomas Bach.

/ritzau/AFP