Irakiske soldater skal i ny offensiv bekæmpe IS på jorden

Skrevet af admin

09/02/2015

Mest læste i dag

Irakiske styrker vil i løbet af få uger begynde en ny offensiv på landjorden i Irak mod Islamisk Stat (IS).

Det siger den amerikanske militærgeneral John Allen, der er øverstkommanderende for den internationale indsats mod den ekstremistiske gruppe, ifølge AFP.

- Der vil finde en omfattende modoffensiv sted på jorden i Irak, siger John Allen søndag i et interview med det jordanske nyhedsbureau Petra.

- I de kommende uger, når de irakiske styrker begynder en kampagne på jorden for at generobre Irak, vil koalitionen yde massiv kampstøtte, fortsætter han.

Dermed lægger Allen op til, at et stort træk mod Islamisk Stat er på vej i Irak, hvor den islamistiske bevægelse kontrollerer store områder.

Han slår samtidig fast, at det er Iraks soldater, der vil stå i spidsen for offensiven.

USA leder en international koalition, som kæmper mod Islamisk Stat i Irak og Syrien fra luften.

Jordan, der er en del af koalitionen, oplyste tidligere søndag, at landet har udført adskillige luftangreb mod IS-mål de seneste dage, efter at den militante gruppe brændte et jordansk gidsel levende.

USA's udenrigsminister, John Kerry, har yderligere søndag meddelt, at det går den rigtige vej i bekæmpelsen af IS.

Han oplyste samtidig, at der er udført 2000 luftangreb siden august, hvor koalitionen blev dannet.

Ifølge John Kerry har indsatsen fra luften resulteret i, at områder på samlet 700 kvadratkilometer, eller "det der svarer til en femtedel af, hvad IS havde kontrol over", er blevet fravristet den militante gruppe.

Kerry uddybede dog ikke, om der var tale om områder i Syrien eller Irak.

/ritzau/AFP