Iran: Køreplanen på vej til ny atomaftale er på plads

Skrevet af admin

20/02/2014

Dagens topnyheder

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, rejser til Teheran 9. og 10. marts forud for en ny runde i det internationale samfunds atomforhandlinger med det iranske præstestyre, siger en vestlig diplomat til nyhedsbureauet Reuters.

Det historiske besøg er på trapperne, nu da Iran er sammen med seks af verdens stormagter og EU er blevet enig om rammerne til at lave en langvarig aftale om præstestyrets omstridte atomprogram.

- Efter to dages intensive forhandlinger er Iran og verdensmagterne blevet enige om rammerne og en handlingsplan for de omfattende atomdrøftelser, siger en højtstående iransk forhandler Abbas Araqchi til det iranske nyhedsbureau Irna.

Meldingen kommer på tredjedagen af forhandlingerne om Irans omstridte atomprogram, som finder sted i den østrigske hovedstad, Wien, hvor Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, har hovedsæde.

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, kalder forløbet for produktivt, men understreger trods sit planlagte besøg i Iran, at der stadig er lang vej igen.

- Vi har haft tre meget positive dage, hvor det er lykkedes os at identificere alle de ting, vi skal tage fat på for at nå en omfattende og endelig aftale. Der er meget at gøre. Det vil ikke blive nemt, men vi har nu fået en god start, siger hun i en kommentar.

Ifølge Ashton er der allerede planlagt møder over de kommende fire måneder, hvor der fortsat skal være drøftelser.

På den side af bordet sidder Iran, og på den anden sidder den såkaldte P5+1 gruppe, der tæller USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina og Tyskland samt EU.

De vestlige land har længe mistænkt Iran for at pønse på at fremstille atomvåben. Iran har afvist beskyldningerne og insisteret på, at atomprogrammet udelukkende har til formål at udvinde uran til energimæssige formål.

I november blev der indgået en midlertidig aftale mellem parterne, hvor Iran skulle indskrænke sit atomprogram i seks måneder. Til gengæld ville en del af de vestlige landes sanktioner blive lempet en smule.

I den mellemliggende tid er håbet, at der kan laves en langvarig aftale.

/ritzau/AFP