Ishockey: Herning stopper Odenses sejrsstime i topkamp

Skrevet af admin

13/01/2015

Dagens topnyheder

En imponerende serie blev bremset tirsdag aften, da Odense Bulldogs efter seks sejre i træk blev dukket med 2-3 på udebane af Blue Fox Herning.

Landsholdsbacken Daniel Nielsen sørgede for Hernings sejrsmål i powerplay ni minutter før tid, og med sejren har midtjyderne reduceret Odenses forspring i toppen af rækken til fire point.

Odense så ellers ud til at fortsætte stimen, da holdet allerede efter fire minutters spil bragte sig foran ved Dale Mitchell.

Da så det svært ud for hjemmeholdet, der havde tabt de første to indbyrdes opgør til fynboerne i denne sæson, men til 1400 tilskueres jubel kom Herning tilbage og fik udlignet ved Mathias Mølgaard midtvejs i første periode.

I en jævnbyrdig kamp fulgtes de hold pænt ad. Topscorer Ryan McDonough bragte på ny gæsterne foran, tilbagevendte Kasper Degn gjorde det til 2-2, inden Daniel Nielsen altså afgjorde topkampen i overtalsspil.

Hjemmesejr var der også i Esbjerg, hvor publikum blev vidner til et onemanshow af canadieren Scott Howes, der nærmest egenhændig sørgede for, at vestjyderne besejrede Rungsted.

Nordsjællænderne kom ellers i spidsen i anden periode, da Lauris Bajaruns scorede til 1-0, men Howes sørgede med et hattrick for, at Esbjerg vendte slaget. I slutminutterne øgede ligatopscorer Andrew Clark til sejrscifrene 4-1.

Også Frederikshavn og Sønderjyske vandt foran eget publikum tirsdag aften. Frederikshavn slog rækkens nummer næstsidst, Herlev, med 5-2, mens sønderjyderne besejrede bundproppen Gentofte med 5-1.

/ritzau/