Ishockeylandsholdet skuffer i VM-afskedskamp

Skrevet af admin

12/05/2015

Dagens topnyheder

Ishockeylandsholdet kan rejse hjem fra VM i Tjekkiet efter en fuldført mission om overlevelse i det øverste lag, men holdet efterlod sig et skuffende sidste indtryk i Ostrava med et nederlag på 0-1 til nedrykkeren Slovenien mandag aften.

Dermed forpasser Danmark muligheden for at overhale Norge i tabellen og slutter på syvendepladsen i gruppe B. Det betyder en samlet slutplacering som nummer 13 eller 14 afhængig af resultaterne af de sidste gruppekampe tirsdag.

En lidt sur afsked med en på mange måder vellykket VM-turnering, men danskerne kunne tilsyneladende ikke helt mobilisere de fornødne kræfter og skal være glade for, at tingene var afgjort på forhånd.

Spillere og lederne havde ellers ihærdigt forsøgt at tale kampens vigtighed op, selv om der altså ikke længere var nedrykning på højkant.

Det virkede dog ikke helt, som om udsigten til at sikre sig point til verdensranglisten kunne fyre op under spillerne efter seks hårde kampe, hvor de til tider har været under markant pres.

Det blev derfor en underlig atmosfæreforladt forestilling, hvor det siger meget om kampens mangel på intensitet, at den første udvisning ikke faldt før i tredje periode.

Danmark åbnede virkelig sløjt, og det pointløse slovenske mandskab fik lov at dominere første periode, som det også vandt med 1-0.

Målet faldt nøjagtig midtvejs i perioden, da Ziga Pance styrede pucken i nettet bag Sebastian Dahm, der for femte gang ved VM var blevet foretrukket i det danske bur.

Der kom noget mere tempo i det danske spil efter den første pause, og Markus Lauridsen og Oliver Bjorkstrand havde nærgående forsøg, uden at der blev skudt hul på den slovenske målmand.

Danmark fik chancen med kampens første powerplay kort inde i tredje periode, men ingen af de to overtalskæder kunne spille sig frem til oplagte scoringsmuligheder.

To minutter før tid tog landstræner Jan Karlsson Dahm ud og spillede uden målmand i et sidste desperat forsøg, men intet lykkedes, og så fusede det hele ud i et skuffende nederlag.

Når afskedsforestillingen er blevet fordøjet, vil Karlsson og hans spillere dog kunne se tilbage på et VM, der spillemæssigt har været et fremskridt i forhold til det svingende VM i Hviderusland sidste år.

Danmark viste denne gang stærk holdånd og langt mere stabile præstationer, da det gjaldt, og især for holdets ældre spillere var lørdagens 4-1-sejr over Norge alene turen værd.

Næste år venter et VM i Rusland, og det bliver Danmarks 14. på stribe på det øverste landsholdsniveau.

/ritzau/