Ishockeymænd godkender VM-starten trods finsk lektion

Skrevet af admin

04/05/2015

Mest læste i dag

Ishockeylandsholdet vågner mandag op til den første hviledag ved VM i Tjekkiet med ømme stænger, men også med tilfredshed med udbyttet af turneringens første to kampe.

Danskerne har brugt mange kræfter allerede, men til gengæld har de tjent et point i to meget vanskelige kampe mod prominente ishockeynationer som Slovakiet og Finland.

- Jeg synes, vi kan være tilfredse. Hvis nogen inden turneringen havde tilbudt mig et point i to kampe mod de modstandere, ville jeg have slået til, siger landstræner Jan Karlsson.

Efter at danskerne var med til at skabe en enormt intens og medrivende kamp mod Slovakiet, var billedet et lidt andet søndag aften mod Finland.

Det blev en noget ensidig kamp, hvor finnerne var overlegne og vandt med 3-0. Men det danske hold kan trods nederlaget se tilbage på endnu en god defensiv indsats, hvor man igen formåede at gøre livet besværligt for modstanderne.

- Vi har vist, at vi har et godt hold. Vi har ikke de store stjerner med, så vi skal lykkes som et kollektiv, og det synes jeg, vi har gjort til ug indtil nu, siger Julian Jakobsen.

- Vi kan ikke regne med at slå Slovakiet og Finland, men vi har gjort et hæderligt forsøg. Vi har fem kampe endnu, og vi må se, om kræfterne rækker. Det skal de jo, fastslår centeren fra Hamburg Freezers.

Hvor spillerne havde de store følelser fremme efter straffeslagsnederlaget til Slovakiet, var reaktionerne ovenpå det finske bombardement mere afdæmpede.

Danskerne var klar over, at de havde været under pres i lange perioder, og at de havde tabt til et bedre hold.

Hvis der er noget, der nager efter åbningsweekenden, er det, at marginalerne ikke tippede til dansk fordel i kampen mod slovakkerne.

- Ingen kan tage det point fra os, men vi ville gerne have haft et mere. Alt i alt mener jeg dog, at vi har vist, at holdet er, hvor det skal være. Umiddelbart kan jeg ikke sætte en finger på noget, som vi skal gøre anderledes, siger kaptajn Morten Green.

Tirsdag venter næste opgave mod Hviderusland, der har hentet fire point i to kampe mod Slovenien og Slovakiet.

Normalt er det et af de hold, Danmark kan måle sig med.

- Mod Hviderusland bliver det nok en lidt anden kamp, hvor vi kommer længere frem på banen. Så skal vi have nogle flere point på kontoen. Sådan er det jo, siger Morten Green.

/ritzau/