Iskold julenat i det sydlige Norge: 34 frostgrader målt

Skrevet af admin

25/12/2014

Dagens topnyheder

Mens de fleste danskere har kigget langt efter en hvid jul, har iskolde temperaturer holdt dele af det sydlige Norge i et frossent jerngreb julenat.

I byen Røros cirka 400 kilometer nord for Oslo blev der klokken 05.00 torsdag morgen målt 34 frostgrader, og det er usædvanligt koldt selv efter norske forhold.

Stjerneklart vejr gjorde, at alle varmegrader forlod den lille by, der i forvejen er kendt for at være et af Norges koldeste steder.

Kulderekorden i byen er -50,4 grader og blev sat for 100 år siden i 1914. Byen har fastlandsklima og ligger i 600 meters højde, og bjerge forhindrer den milde luft fra kysterne i at nå frem byen.

I 1719 mistede omkring 3000 svenske soldater livet i knap 50 graders frost under en tilbagetrækning til Sverige.

Resten af ugen ventes der fortsat massive frostgrader i området, mens det omkring nytår bliver mildere vejr igen.

I Danmark vil temperaturen i den kommende uge svinge omkring frysepunktet. I nattetimerne vil der typisk være frostvejr, mens termometret går i plus i dagtimerne, oplyser DMI.

/ritzau/NTB