Israel får brev fra Hizbollah efter blodigt grænseskyderi

Skrevet af admin

29/01/2015

Dagens topnyheder

Hizbollah har ikke noget ønske om at fortsætte angreb og optrappe konflikten med Israel, lyder det fra det israelske forsvarsministerium dagen efter, at to israelske soldater og en FN-soldat blev dræbt på grænsen mellem Libanon og Israel.

Israels forsvarsminister, Moshe Yaalon, bekræfter, at israelerne har modtaget et brev fra FN's fredsbevarende styrke i Libanon med en besked fra Hizbollah.

Torsdag morgen er der fred og ro i grænseområdet, hvor de to soldater og en spansk soldat fra FN's fredsbevarende styrke onsdag blev dræbt.

- Jeg kan endnu ikke sige, om vi har lagt begivenhederne bag os. Indtil området er fuldstændig roligt, vil de israelske sikkerhedsstyrker være klar og på plads.

De israelske soldater blev dræbt, da Hizbollah affyrede missiler mod en konvoj af militærkøretøjer.

Angrebet var tilsyneladende en gengældelse for et israelsk angreb 18. januar, da flere Hizbollah-soldater og en iransk general blev dræbt i det sydlige Syrien.

FN-soldaten blev dræbt, da de israelske soldater besvarede missilangrebet fra Hizbollah.

/ritzau/Reuters