Jackpot på Wall Street: 2014 blev endnu et stærkt år

Skrevet af admin

01/01/2015

Mest læste i dag

Den økonomisk vækst accelererede i USA i 2014. Virksomhederne øgede deres indtjening, flere amerikanere kom i arbejde, og på Wall Street var der igen jackpot til investorerne.

Aktieindekset S&P 500 sluttede 11,4 procent højere end ved indgangen til 2014, skriver CNNMoney. Fremgangen var dermed næsten dobbelt så stor som prognosen for året, der lød på seks procent.

Det er tredje år i rap, at det bredt favnende indeks med 500 virksomheder leverer et tocifret afkast til investorerne. Man skal tilbage til slutningen af 1990'erne for at finde en tilsvarende stime af årlige stigninger.

Dow Jones-indekset med mange af de store industrivirksomheder steg 7,5 procent, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks gjorde det endnu bedre med en fremgang på 13,4 procent.

Hen over året var der bump på vejen på grund af uroligheder rundt om i verden - Ruslands annektering af Krim, krigshandlinger i Ukraine, Islamisk Stats fremmarch i Syrien og Irak, ebolaepidemien i Vestafrika og det pludselige fald i olieprisen - men investorerne skubbede gang på gang bekymringerne til side og pressede aktiekurserne op.

Blandt andet fordi det amerikanske jobmarked suger nye ansatte til sig. I løbet af 2014 er ledighedsprocenten faldet fra lige under 7,0 procent til nu 5,8 procent.

- Siden 2011 har historien på det amerikanske aktiemarked handlet om en stabil vækst i (virksomhedernes, red.) indtjening, konstaterer finanshuset Goldman Sachs ifølge CNNMoney.

Og fremgangen ventes at fortsætte i 2015. CNNMoneys panel af eksperter spår en stigning i S&P 500-indekset på 5,5 procent i det nye år.

Men aktierne kan løbe ind i modvind, hvis det voldsomme dyk i olieprisen fortsætter, hvis Europa ikke formår at holde en ny recession på afstand, og hvis væksten i Kina fortsætter med at gå ned i tempo, formaner CNNMoney.

/ritzau/