Jihadist-rekrutter er anholdt i Frankrig

Skrevet af admin

08/02/2015

Dagens topnyheder

Fransk politi har anholdt seks personer, som er mistænkt for at have rekrutteret potentielle jihadister. En kilde siger til nyhedsbureauet AFP, at fem af anholdelserne skete i byen Albi og en sjette i det sydvestlige Frankrig.

Den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, siger i en udtalelse, at anholdelserne er beordret af dommere i Paris i forbindelse med en efterforskning, som blev indledt for et år siden.

Mændene, der i 30'erne, mistænkes for at have rekrutteret vordende jihadister. De havde vakt politiets nysgerrighed på grund af mistænkelige valutatransaktioner.

Anholdelserne sker fem dage efter, at otte personer mistænkt for samme forbrydelse blev anholdt i Paris og Lyon.

For godt en uge siden blev mindst fem personer arresteret ved en politioperation mod formodede jihadister i Lunel i det sydlige Frankrig.

Samtidig blev tre personer anholdt af belgisk politi i byen Kortrijk. De mistænkes for at have forbindelser til "radikaliserede grupper."

En fransk domstol vurderer i en rapport, at omkring 1280 radikale muslimer har forladt Frankrig eller er ved at gøre det for at drage i hellig krig.

Ifølge den franske premierminister Manuel Valls overvåger myndighederne op mod 3000 personer, der mistænkes for at være involverede i "terrornetværk".

Islamister gennemførte i januar et tre dage langt terrorangreb i Paris.

To jihadister dræbte 12 mennesker ved et angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo, mens en medsammensvoren i de følgende døgn dræbte først en kvindelig betjent og siden fire gidsler i et jødisk supermarked.

/ritzau/AFP