Johnny Logan gæster "Gøgl og Musikfestival"

Handicap Løgumgård er et kommunalt bo- og beskæftigelsessted for fysisk og psykisk udviklingshæmmede i Løgumkloster.

Den 21. maj bliver stedet fyldt med musik og gøgl, når den 22. festival løber af stablen i den skønne natur omkring stedet.

- Det er hvert år en stor succes og en stor glæde for de handicappede, når de oplever alle aktiviteterne med musik og gøgl! Det er et velfortjent pusterum fra deres hverdag. I år har vi valgt at åbne dørene for andre også, fordi vi ønsker at dele oplevelser med vores omverden, fortæller Marianne Styrk, koordinator på Løgumgård.

Hele dagen er sat af til festlighederne, og mellem koncerterne kan gæsterne gå rundt på pladsen, se gøgl, køre en tur i hestevogn, blive malet i ansigtet, se klovne, cirkus og meget mere.

Udover Johnny Logan, som blandt andet er kendt for at blive kaldt ’Mr. Eurovision’, fordi han har vundet det internationale Melodi Grand Prix tre gange, byder programmet på en bred vifte af kunstnere som Kandis, Traveling Wildberries, Helmig Jam, Gran Prix Kitch og Vongshøj Bandet.

Billetter koster 250 kroner og skal bestilles på Handicap Løgumgårds hjemmeside.

 

Dagens Gossip