Juncker: Angreb er barbari der vedrører alle europæere

Skrevet af admin

07/01/2015

Dagens topnyheder

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger i en kort kommentar til onsdagens angreb på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, at det er en sag, der vedrører alle europæere.

- Jeg er dybt chokeret over det brutale og umenneskelige angreb mod Charlie Hebdos kontor.

- Dette er en uacceptabel handling; et barbari, der vedrører os alle som mennesker og europæere, siger Juncker i en kort skriftlig kommentar.

Kommissionsformanden siger, at han og hele holdet af kommissærer udtrykker deres "største solidaritet med Frankrig".

Den samlede kommission er ifølge planen onsdag på vej til Letlands hovedstad, Riga, for at markere det baltiske lands overtagelse af det halvårlige EU-formandskab.

Der er endnu intet om, hvorvidt Letland som EU-formand vil tage initiativ til en samlet reaktion fra de 28 EU-lande.

Ifølge de franske myndigheder blev mindst 12 personer dræbt, da to hætteklædte mænd åbnede ild med, hvad der lignede automatvåben på det franske satireblads redaktion midt i Paris.

Præsident François Hollande besøgte stedet kort efter angrebet, som han kaldte et terrorangreb. Han har kaldt sin regering til krisemøde senere på eftermiddagen.

François Hollande siger samtidig, at flere terrorangreb er blevet forpurret i de seneste uger.

De maskerede angribere skal have råbt "vi har hævnet profeten" under angrebet, siger fransk politi.

Det er tilsyneladende lykkedes de formodede gerningsmænd at flygte efter massakren. Under flugten kaprede mændene en bil og ramte en fodgænger, da de kørte hurtigt væk.

Frankrig har hævet alarmberedskabet i Paris-området til det højeste niveau efter skyderiet på Charlie Hebdo, skriver nyhedsbureauet AFP.

Satiremagasinet Charlie Hebdo har blandt andet udgivet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskriver profeten Muhammeds liv.

Det var Muhammed-krisen i Danmark, der inspirerede til særnummeret. Bladet har tidligere modtaget trusler på grund af tegningerne og har været udsat for et brandattentat i 2011.

/ritzau/