Kashmir til Grøn Koncert

Danmarks største rockband, Kashmir, kommer til dette års Grøn Koncert. Det bliver tredje gang, det legendariske rockband er med rundt på den grønne turné.

Grøn Koncert anno 2014 bliver et alsidigt festbrag i selskab med nogle af de allerbedste navne, den danske musikscene har at byde på. Foruden Kashmir byder programmet nemlig også på Mads Langer og Tim Christensen i et unikt mash-up, Burhan G, Lågsus, Shaka Loveless, Suspekt og Lukas Graham.

Med for tredje gang

Kashmir debuterede for 20 år siden med albummet Travelogue – året efter de fik en imponerende andenplads ved DM i Rock. Sejren gik i øvrigt til Grøn Koncert-kollegaen Tim Christensen og hans bandkammerater i Dizzy Mizz Lizzy. Siden da er et væld af kritikerroste Kashmir-udgivelser fulgt. Først Cruzential i 1996, og så The Good Life i 1999, der for alvor blev det album, der overvandt såvel publikum som anmelderne.

Dernæst fulgte Zitilites i 2003, og i 2005 medvirkede legenderne David Bowie og Lou Reed på albummet No Balance Palace. De seneste to udgivelser tæller Trespassers fra 2010 og E.A.R, som udkom sidste år.

De første to gange, Kashmir var med til Grøn Koncert, var i henholdsvis 2009 og 2011, og bandet glæder sig til at drage ud på landevejen med den grønne karavane:

- Det har været en fest at være med de to foregående gange, og det bliver det helt sikkert også i år,” fortæller sanger, sangskriver og guitarist Kasper Eistrup. ”Vores debutplade har jo 20-års jubilæum i år, og det tydeliggør lige pludselig hvor stort et bagkatalog, vi kan plukke sange fra til koncerterne. Og vi skal nok plukke løs – folk bliver helt sikkert ikke skuffede.

Grøn Koncert går i gang i Kolding 17. juli og slutter i København 27. juli.

Turnéplan:

17. juli 2014: Kolding, Hylkedalvej, Seest.
18. juli 2014: Randers, Paderup, arealet mellem Hammelvej og Paderup Boulevard.
19. juli 2014: Århus, Marienlystvej, 8210 Aarhus V. OBS: Ny location!
20. juli 2014: Ålborg, "Trekanten" ved Hvorup Kirkevej.
24. juli 2014: Esbjerg, Skibhøj.
25. juli 2014: Odense, Dyrskuepladsen.
26. juli 2014: Næstved, Holsted Nord - Ringstedgade/Holsted Allé, Næstved. (Indgangen er ud mod Holsted Allé.)
27. juli 2014: København, Valbyparken.

 

Dagens Gossip