Khader kræver formue af Se og Hør

Se og Hør skal betale Naser Khader 100.000 kroner i erstatning for sagen om bladets forside tilbage i 2007 med teksten "Sort arbejde hos Khader" og de følgende gentagelser af anklagen i 2010 og 2011.

Sådan siger den tidligere politiker og Ny Alliance-stifters advokat, Liv Helth Laursen, da sagen mod ugebladets nuværende chefredaktør, Kim Henningsen, og journalist Jacob Heinel Jensen indledtes i Københavns Byret tirsdag.

Sagen, der ifølge Khaders advokat opstod ud af det blå og på intet tidspunkt er blevet dokumenteret, fik store konsekvenser for Naser Khader.

Det endte med en regulær mediestorm, og googler man i dag Khader, dukker "Sort arbejde" op som tredje søgning.

For Khaders advokat er problemet især det, at Se og Hør beskriver historien som en afsløring, mens eneste dokumentation er en forklaring fra en anonym ansat fra håndværkerfirmaet De Hellige Håndværkere.

Håndværkeren påstår, at han blev betalt sort for at lave den port, der leder ind til Khader og hans daværende kæreste Bente Dalsbæks hus.

- PET anbefalede, at vi lavede et to meter højt plankeværk af hensyn til børnene. Også Frederiksberg Kommune var ind over, så det ville være direkte dumt at få lavet arbejdet sort.

- Men alle ved, at man ikke som det første spørger en flok håndværkere om deres arbejdskontrakter. Jeg tænkte jo, at tingene var i orden, forklarer Khader.

Historien endte alligevel på forsiden af bladet. Pressenævnet frikendte dog efterfølgende Se og Hør.

- Det er forfærdeligt at se sig selv på forsiden med den overskrift. Jeg skulle have stævnet Se og Hør med det samme, men havde ikke tid og overskud dengang, siger Khader.

Men igen i 2010, denne gang under bladets nuværende chefredaktør, Kim Henningsen, omtales Naser Khaders sorte arbejde igen. Bladet bringer efterfølgende et dementi, hvor de beskriver, at de ikke kan dokumentere, at arbejdet blev udført sort.

Et år senere er historien i bladet igen. Denne gang reagerer Naser Khader. Han vil renses og lægger sag an mod Se og Hør. Den sag, som er indledt tirsdag.

- Historien fik afgørende betydning for valgkampen. Vi gik fra at have 15 mandater i Ny Alliance, men endte på fem. Det er desuden det grimmeste plankeværk, jeg nogensinde har fået lavet. Jeg er glad for, at jeg flyttede, siger Khader i retten.

Se og Hørs nuværende chefredaktør, Kim Henningsen, forklarer, at han først blev chefredaktør i 2009, men at han står ved historien. Han slår desuden fast, at salgstallet for bladet i den uge var uændret.

/ritzau/

 

Dagens Gossip