KL: Vi skal væk fra kniven og over til rygtræning

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

Folkesygdommen ondt i ryggen fik nærmest ingen hjælp fra den historisk store Kronikerpulje på 590 millioner kroner, som VK-regeringen lancerede i 2009.

Det erkender kontorchef Christian Harsløf fra Kommunernes Landsforening (KL).

På trods af at rygsmerter både i forhold til livskvalitet og samfundsøkonomi udgør den tungeste sygdomsbyrde, så fik indsatsen mod dårlig ryg kun småpenge ved fordelingen af Kronikerpuljen.

- Det var et stort tidspres i forhold til ansøgningerne. Da det skulle gå stærkt, lå det bare på andre sygdomsområder flere projekter i skuffen, end der lå på rygområdet, siger han.

- Desuden var de store hospitaler en drivende kraft i mange af de projekter, der kom i stand. Og afdelingerne for lunge og hjertekar står altså markant stærkere end rygområdet, siger han.

I stedet søgte og fik kommuner og regioner så primært støtte til projekter for patienter med KOL, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Det viser en ny evaluering af Kronikerpuljen fra Sundhedsstyrelsen.

Ifølge Gigtforeningen risikerer rygområdet fortsat at blive negligeret, nu hvor pengene fra Kronikerpuljen for længst er væk, fordi fremtidige indsatser vil bygge videre på erfaringerne derfra. Med mindre der sadles om politisk.

Christian Harsløf er enig i behovet for en ny national satsning på rygområdet.

- Der er brug for, at vi gentænker hele rygområdet. Vi kommer ikke langt nok med den nuværende rygbehandling, siger han.

- Det behøver ikke nødvendigvis koste en masse ekstra penge, men til gengæld en kraftig omprioritering væk fra operationer og piller og over til mere træning og rehabilitering.

- Forsøg viser, at træning reducerer medicinforbruget med en tredjedel. Men den store omlægning kræver en samlet national satsning, som skal komme fra Sundhedsministeriet, siger han.

/ritzau/