Forsvarschefen, general Peter Bartram, har været rundt ved de forskellige enheder for at tale med soldaterne om de oplevelser og udfordringer, de har mødt under deres uddannelse.
Generalen overværede blandt andet Viking-kompagniets indsættelse, hvor kompagniet sammen med mortérer, ingeniørenheder og sanitetsenheder støttede lokale sikkerhedsstyrkers operation mod oprørsstyrker i området.
- Jeg er imponeret over en veltilrettelagt øvelse, og jeg er specielt glad for at se et hold engagerede, positive og glade soldater. Det er mit indtryk, at soldaterne får et stort udbytte af øvelsen. Jeg tror, vi øver så realistisk, som vi kan komme til det her i Danmark, fortæller Peter Bartram.
ISAF hold 15 består af cirka 650 soldater. Uddannelsen og øvelsen støttes af myndigheder, enheder og specialister. Eksempelvis deltager personel fra det nyligt hjemkomne hold 13, der virker som vejledere for deres kolleger i ISAF 15.
Engagement er vigtigt
– Noget af det, der har gjort stort indtryk på mig i dag, er det engagement, som kolleger fra tidligere hold lægger i at støtte holdet, der er på vej ud. Det er en tilgang, vi skal fastholde i fremtiden, siger generalen.
Generalen fremhæver det gode samarbejde med de britiske enheder under forberedelserne til udsendelsen.
- Det er vigtigt, at vi deltager i forberedende aktiviteter ved vore samarbejdspartnere i Storbritannien, men jeg er også yderst tilfreds med at se britiske soldater deltage her hos os, siger Peter Bartram.