København Zoo afliver fire løver - for at få plads til én ny

Debatten rasede, da København Zoo for lidt over en måned siden aflivede giraffen Marius. Og nu er dyrevenner igen oppe i det røde felt.

Fire løver - to unge og to gamle - har nemlig måttet lade livet. Årsagen er, at der skal gøres plads til en ny hanløve. Hanløven er knap tre år og betragtes som en ny avlshan i flokken, skriver København Zoo på deres hjemmeside.

- På grund af løveflokkens naturlige struktur og adfærd har Zoo måttet aflive de to gamle løver samt to unge løver, der ikke var gamle nok til at klare sig selv og desuden ville være blevet dræbt af den nye hanløve så snart, at han fik chancen, står der.

Nyheden om aflivningerne får en blandet modtagelse på havens Facebook-side.

- Nå nu dræber i dyr igen, det er ved at være en dårlig vane i er ved at få. Stop nu med det. Ellers luk ZOO, for så egner i jer ikke til at ha dyr, skriver en.

- Hvad pokker laver i dem så for når i ikke kan afsætte dem. Det ævl med at de skal leve så naturligt som muligt får de jo alligevel ikke lov til. Intet dyr i en zoo kan leve naturligt så glem jeres dumme undskyldninger, det er kun et spørgsmål om penge og få noget der tiltrækker publikum ( tror i ), skriver en anden.

Der kommer også en del forslag til, hvad København Zoo i stedet burde stille op med de fire løver.

- Kunne man ikke have sendt mor og unger til en anden zoo eller Givskud?, lyder det blandt andet.

Til det svarer Zoo, at der ikke var andre haver, der havde plads.

Blandt de mange kommentarer er også mange, som støtter København Zoo og refererer til aflivningen af giraffen Marius som 'fornuftig' og 'godt arbejde'.

Selv forsikrer København Zoo, at aflivningerne er foretaget i overensstemmelse med planen for forvaltningen af dyrebestanden.

- Zoo bruger aflivning som et redskab i den forvaltning af dyrebestanden, som Zoo skal udføre for at kunne opretholde en sund dyrebestand, både på individniveau og på bestandsniveau. Zoo ville risikere at miste tillid, hvis vi ikke forvaltede vores dyrebestand på et ordentligt, videnskabeligt grundlag., står der på Facebook.

 

Dagens Gossip